Forældre sigtet for mishandling af baby (opd.)

Et forældrepar er sigtet for vold mod deres datter på to måneder. Fredag middag stod de sigtet ved retten i Hjørring.

Et nordjysk par er anholdt for at brække adskillige knogler på deres nyfødte pige. De nægter sig skyldige.

En grufuld sag udspiller sig i Retten i Hjørring, hvor et forældrepar er mistænkt for at mishandle deres få måneder gamle datter.

Pigen, der er født i marts i år, har i sin korte levetid fået brækket flere ribben, højre underarm og højre underben.

- Det er en regulær familietragedie, siger politikommissær Lars Nørskov Jørgensen ved Nordjyllands Politi.

Den 36-årige far og den 31-årige mor nægter begge mishandlingen, men faren vil ifølge nordjyske.dk ikke afvise, "at han er kommet til at tage for hårdt fat på barnet".

Skaderne er ifølge sigtelsen påført barnet i en periode mellem fødslen og 24. maj, og det fremgår af sagen, at de brækkede ribben ikke er brækket på samme tid, hvorfor der har været tale om flere overgreb.

Familien er bosat i en mindre by nordvest for Nørresundby.

Forældrene blev i grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger. Begge kærede dommen.

Af hensyn til efterforskningen foregik grundlobsforhøret for lukkede døre, efter anmodning fra anklager.


Seneste nyt

fra Nordjylland