Forældre tiltalt for ekstrem vanrøgt

Familiens daværende hjem i Serritslev. Foto: TV2/Nord

Forældrene i sagen om vanrøgt fra Brønderslev er tiltalt for at lade den ældste datter grave sin egen grav og lade hende bedække af en hest.

OPDATERET 15.33: Statsadvokaten for Nord- og Østjylland har rejst tiltale mod forældreparret i sagen om de vanrøgtede børn fra Serritslev i Brønderslev Kommune. Og tiltalen rummer en stribe uhyrlige anklagepunkter.

Forældrene er tiltalt for at lade den ældste datter grave sin egen grav og formå de andre børn til at lade hende bedække af en hest. Hun blev tvunget til at skrabe sne i bare tæer og fik begyndende koldbrand, ligesom hun blev voldtaget af sin far. Faren har også truet en anden mand til at voldtage datteren, men den anden ville ikke, og faren har forsøgt at tvinge datteren til kønslig omgang med de andre børn, men hun ville ikke.
 
Forældreparret har hældt kogende tomatsuppe i halsen på et af børnene, sparket dem med sikkerhedssko og tvunget den ældste datter til at spise dyreekskrementer, oplyser statsadvokat Michael Møller Hansen.
 
Den ældste datter, der er over 18 år, blev slået med et baseballbat, træpæle, jernstænger og tisset på. Forældrene anstiftede de andre børn til at slå og tisse på hende.

Forældrene er også tiltalt for at hælde kogende suppe i deres barn. 

Børnene levede under ekstremt uhumske forhold uden tilstrækkeligt med vand og varme og uden tilstrækkelig personlig hygiejne.
 
Derimod måtte de leve i dyre- og menneskeekskrementer og fik ikke lov til at udvikle sig alderssvarende. Den ældste datter blev også frihedsberøvet og måttet opholde sig i et rum uden lys, vand og varme.
 
Faren er tiltalt for adskillige tilfælde af voldtægt af en dengang 14-årig steddatter og grov vold mod en otteårig dreng, der blev skåret i fingeren med en kniv.
 
Sagen ventes at komme for Retten i Hjørring i slutningen af april eller begyndelsen af maj, oplyser vicestatsadvokat Michael Møller Hansen. Han beretter ligeledes, at anklagemyndigheden vil kræve faren idømt forvaring på ubestemt tid.
 
Den ældste datter gik til politiet i februar sidste år og fortalte om misbruget af sig selv og sine otte halvsøskende i huset i Serritslev. De otte børn blev i første omgang tvangsfjernet og anbragt hos aflastningsfamilier.
 
Brønderslev Kommune er blevet kraftigt kritiseret for ikke at skride ind tidligere. Naboer og skolelærere fortalte, at de advarede om forholdene i familien.

Se mere om sagen i TV2/Nord 19.30

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord