Forældre vil ikke have børnene i SFO

02:20

Foto: Torben Lykke Larsen

1 af 2

Forældre i Østervrå er vrede og uforstående over, at Frederikshavn Kommune efter sommerferien vil have deres børn i skolefritidsordning frem for det fritidstilbud de går i nu.

Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune vil nedlægge fritidstilbuddene på Bødkergården og Thorshøj Børnehus og samle aktiviteterne for områdets elever i indskolingen på Torslev Skole. En plan forældrene til børnene er meget trætte af.

- Ved at komme hen i SFO'en mister de et ugentligt svømmetilbud, de mister en årlig koloni, der bliver bowlet med dem hernede, der er dyrskue en gang om året, og vi har julestue en gang om året og det bliver de ekskluderet fra, siger Ann-Kristine Strandridder, der er mor til Mikkel, som efter sommer skal begynde i tredje klasse - og altså SFO'en på Torslev Skole.

Det er i forbindelse med folkeskolereformen, Frederikshavn Kommune vil have at børnene fra indskolingen skal blive på skolen.

- Vi har valgt at sige, at vi ønsker kun at have et tilbud, og det er SFO1. Vi kan ikke have begge modeller, siger Pia Karlsen, der sidder i byrådet for Venstre og er næstformand i Børne- og Ungdomsudvalget.

- Hvis vi laver lokalaftaler et sted, så vil der være andre, der vil have lokalaftaler andre steder, og så vil vi ikke kunne gøre det styrbart. Det kan vi ikke få til at hænge sammen, siger hun.

Bødkergården og Thorshøj Børnehus har ellers tilbudt at drive fritidstilbuddene uden ekstra omkostninger for kommunen. Derfor har forældrene nu startet en underskriftindsamling og sendt et åbent brev til politikerne.

Flere nyheder fra TV2 Nord