Forårspris til direktør i Fårup

Det var 28. gang, at Aalborg Kongres- og Kultur Center fredag overrakte forårsprisen. En pris, der bliver givet for en ekstraordinær branding af Nordjylland, og denne gang gik den til direktør i Fårup Sommerland, Søren Kragelund.

- At skaffe sig et besøgstal på langt over en halv million kræver en markedsføringsindsats af voldsomme dimensioner. Fårup har sat Nordjylland på Danmarkskortet som et helt ekstraordinært spændende mål for fritid og ferie, siger direktør hos AKKC, Ernst Trillingsgaard, der overrakte forårsprisen.

I 2013 var der helt præcist 656.904 besøgende og Fårup Sommerland er placeret blandt top 10 på listen med Danmarks mest besøgte attraktioner.

- Derudover har de også et fantastisk ry for sin service. Det er jo en stor arbejdsplads med 450 medarbejdere, og herfra lyder det, at det er et skønt sted at være, forklarer Ernst Trillingsgaard.

Søren Kragelund har været direktør i sommerlandet siden 1979. Han overtog det efter sin far, der åbnede op i 1975. I dag har Fårup Sommerland 50 forskellige forlystelser.

Med forårsprisen følger en statuette af Nibekunstneren Thorval Odgaard samt 10.000 kr.


Seneste nyt

fra Nordjylland