Forberedelserne er igang: Se hvordan du er med til at finde vinderen

Vi knokler for at blive klar til det store show i Musikkens Hus, hvor vi, med jeres hjælp, finder Årets Nordjyde 2016.

Torsdag aften klokken 19.45 går det løs. Årets store gallashow fra TV2 Nord - Årets Nordjyde 2016 - løber af stablen, og når showet lakker mod enden er en af de otte nominerede blevet 50.000 kroner rigere og kan det næste år kalde sig Årets Nordjyde.

Forberedelserne til showet har været igang længe, men det var først tirsdag og for alvor onsdag, da TV2 Nords hold bestående af teknikere, fotografer og journalister rykkede ind i Musikkens Hus i Aalborg, de mange planer for alvor blev omsat fra papir til virkelighed. Lamper blev hængt op, kamerear rykket ind og scenen fyldt op, så holdet, anført af Morten Pedholt, der skal være vært på showet, kunne gennemføre prøver på både lyd, billede og indhold. 

I kan se masser af billeder fra forberedelserne herover.

Når showet starter klokken 19.45 er der otte nominerede, der kæmper om titlen som årets nordjyde og i sidste ende er det jer, vores seere, der afgør hvem der vinder.

I skal dog ikke stemme blandt alle otte. De tre dommere har nemlig, på baggrund af de portrætter, der er blevet lavet af de nominerede, udvalgt tre finalister, og det er i sidste ende dem, der kæmper om titlen.

Det hele afgøres derefter ved SMS-afstemning, og der er ingen grund til ikke at stemme på din kandidat, for det koster nemlig kun almindelig SMS-takst at deltage i afstemningen.

I stemmer ved at sende en SMS til 1231. Heri skriver I TV2N, laver et mellemrum og skriver herefter de to bogstaver, der passer på den finalist, I vil stemme på. SMS-koderne afsløres først under showet når afstemningen sættes igang.

Det store show kan naturligvis ses direkte på TV2 Nord Salto, men også her på tv2nord.dk, sender vi Årets Nordjyde 2016, og på vores Facebookside kan I både før og under showet følge med, når vi sender direkte - på en lidt anden måde.

Her på TV2 Nord glæder vi os alle afsindigt til at showet løber af stablen, og vi håber, I vil se med, når vi hylder den ekstraordinære indsats og kårer årets nordjyde.

Se alle de nominerede til Årets Nordjyde 2016 ved at klikke på deres billede herunder.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland