Forbrugerråd: Små bankkunder betaler for mange gebyrer

Bankernes gebyrindtægter er tilbage på rekordniveau. Forbrugerråd mener, at udviklingen er socialt skæv.

Mange af de nye bankgebyrer går til de svageste forbrugere, mener Forbrugerrådet Tænk, der beklager udviklingen.

- I gamle dage tjente bankerne penge på forskellen mellem ind- og udlånsrente. Men for et års tid siden startede Danske Bank med et gebyr for en helt basal bankkonto, hvis man ikke er en stor kunde.

- Det advarede vi mod på det tidspunkt, fordi vi frygtede, at andre banker ville følge efter, og det er desværre det, vi har set over det seneste år, siger vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe.

I år ventes den samlede regning for danske bankers gebyrer at passere 20 milliarder kroner. Det er ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten blot anden gang nogensinde, at det sker.

Bankernes organisation, Finansrådet, forklarer stigningen med, at bankerne er nødt til at øge indtjeningen for at leve op til myndighedernes højere krav.

Vagn Jelsøe mener, at gebyrer i nogle tilfælde kan være fornuftige nok.

For eksempel var det forståeligt, at bankerne i sin tid indførte et gebyr for at betale et girokort ved kassen, da betalingsservice blev indført.

- Men det ærgerlige ved den nye udvikling er, at bankerne har valgt en indtjeningsform, hvor de, som bankerne opfatter som dårlige kunder, kommer til at betale mere for almindelige bankforretninger, end dem, som de opfatter som gode kunder, siger han.

De "gode kunder" er typisk dem, som har samlet for eksempel bil- og boliglån, opsparing og pension i banken, mens de "dårlige kunder" måske kun har en lønkonto.

- Det er socialt skævt. De dårlige kunder risikerer at blive kastebold mellem de forskellige banker, siger Vagn Jelsøe.

Forbrugerrådet Tænk glæder sig derfor over, at der tilsyneladende er en regulering af gebyrerne på vej fra EU.

- EU-Kommissionen har heldigvis offentliggjort et direktivforslag, hvor det fremgår, at alle skal have ret til en basal betalingskonto i en bank til det, de kalder billigt eller helt gratis.

- Der kommer til at stå en kamp om, hvad billigt eller gratis betyder, som vi også kommer til at tage i Danmark. Vi mener jo, at den basale betalingskonto i en bank bør være helt gratis, siger Vagn Jelsøe.

Den enkelte forbruger kan dog selv tjekke, om det er billigere at flytte sine bankforretninger til en anden bank, hvis der bliver skruet op for gebyrerne, lyder opfordringen.


Seneste nyt

fra Nordjylland