Forening bryder igen tegners ophavsret

Ophavsretsloven er blevet overtrådt igen, mener ekspert

Foreningen Stop Islamiseringen af Danmark - med base i Nordjylland - bryder loven ved at bringe en omstridt Muhammed-film på internettet. Det siger pressejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole.

I filmen, som den hollandske politiker Gert Wilders står bag, optræder tegningen af profeten Muhammed med en bombe i turbanen.
Foreningen har tidligere fået forbud mod at bruge tegningen, fordi det er et brud på tegneren, Kurt Westergaards, ophavsret.

- Har foreningen lagt filmen direkte på ud på hjemmesiden, så er det igen et brud på tegnerens ophavsret, siger Oluf Jørgensen.

Kurt Westergaard har i forvejen sagsøgt Stop Islamiseringen af Danmark for at misbruge hans tegning under en demonstration i Aalborg for nylig.

Beslutter tegneren sig for at inddrage den
nye film i sagen, kan det betyde en ekstra stor bødestraf til foreningen, vurderer Oluf Jørgensen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord