Førerhund redder blind fra busulykke

Børge Andersen, der er blind, var blot centimeter fra at blive kørt ned af en bus, der kørte over for rødt i Aalborg.

Børge Andersen er stadig rystet over, at han torsdag var tæt på at blive kørt ned af en bybus i Aalborg Centrum.

- Episoden fandt sted, da jeg stod ved det store lyskryds på Boulevarden og Algade, fortæller Børge Andersen.

Han benytter altid dette fodgængerfelt, da der er et lydfyr, som bipper, når det bliver grønt lys. Alligevel var han meget tæt på at blive ramt af en bus, som kørte over for rødt lys.

- Jeg kan kun takke min førerhund Santa for at jeg ikke blev påkørt af bussen. Santa trak mig hurtigt tre skridt tilbage.

Det er ikke første gang, at der er problemer med busser, der kører over for rødt lys i Aalborg. Tilbage i maj måned fortalte TV2/Nord om flere busser, der kørte over for rødt.

Heine Nielsen, direktør fra Citytrafik, fortæller, at man er opmærksom på problemet og arbejder på at vejlede buschaufførerne i at forebygge ulykker med rødt lys. Man forsøger desuden at få Aalborg Kommune til at regulere lyskrydset på en mere hensigtsmæssig måde.


Seneste nyt

fra Nordjylland