Forkæmper for medicinsk cannabis er død: Vi har mistet en folkehelt

Ulrich Vestergaard blev landskendt, da boligselskabet Alabu truede med at smide ham ud af sin lejlighed, fordi han solgte medicinsk cannabis.

Ulrich Vestergaard er efter flere års kamp mod leverkræft død. Han døde den 30. marts omgivet af en nær ven. Han døde dagen inden, at han skulle have været ude af sin lejlighed på Blomstermarken.

Det er lejligheden på Blomstermarken i Aalborg, der har givet Ulrich Vestergaard sved på panden i sine sidste leveår. Han solgte nemlig cannabis-olie til syge mennesker fra lejligheden, hvilket boligselskabet mente skabte utryghed blandt beboerne. 

quote Det er Danmarks største frihedskæmper, vi har mistet. Han gik så utroligt meget igennem, for at Hr. og Fru. Danmark vidste, hvad alternativ behandling var.

Kim Velf, ven af Ulrich

Boligselskabet ville have Ulrich Vestergaard ud af lejligheden. Byretten i Aalborg gav i september 2017 Alabu medhold. Dommen blev anket, og i august 2018 indgik parterne forlig om, at Ulrich Vestergaard kunne blive i sin lejlighed i Aalborg indtil 31. marts 2019. Altså dagen efter han døde.

- Det er Danmarks største frihedskæmper, vi har mistet. Han gik så utroligt meget igennem, for at Hr. og Fru. Danmark vidste, hvad alternativ behandling var. Han var en folkehelt, siger Kim Velf, der er mangeårig ven af Ulrich. 

Ulrich Vestergaard flyttede på grund af hans sygdom i februar ind i en plejebolig i Gug. Det var her, han den 30. marts tidligt om morgnenen sov stille ind. 

quote Han har hjulpet så mange hundrede mennesker til at få et bedre liv, og jeg er så taknemlig for hvad han gjorde.

Tom Gregersen, far til kræftsyg pige

En af de mange liv, Ulrich Vestergaard har ændret, er Tom Gregersens. Han har købt Cannabis-olie til sin kræftsyge datter, Matilde, ved Ulrich. Den dengang fem-årige pige havde fået konstateret kræft, og behandlingen var meget hård ved hende. Hun havde smerter, ingen appetit og lå bare hen, men det ændrede cannabis-olien på 48 timer, fortæller Tom. 

- Han har hjulpet så mange hundrede mennesker til at få et bedre liv, og jeg er så taknemlig for, hvad han gjorde. Jeg vil altid være i gæld til ham, siger Tom Gregersen. 

Ulrich Vestergaard ønskede at komme herfra med en fest, og derfor bliver hans bisættelse ikke som mange andre. Ulrich vil blive kørt fra kapellet i en guldbelagt Mercedes. Han vil blive kørt forbi sin gamle lejlighed, hvor rustvognen stopper, så der kan holdes to minutters stilhed.

Han bisættes fra Sønder Kirkegaard i Aalborg d. 9. april. klokken 14.00. 

Her er et indslag fra august 2017, hvor retssagen mellem Ulrich Vestergaard og boligselskabet Alabu var på sit højeste.

Seneste nyt

fra Nordjylland