Formodede tyveknægte anholdt

Falstring og litauer anholdt. De er mistænkt for villaindbrud og cykeltyveri.

En 20-årig mand fra Stubbekøbing er natten til i dag blevet anholdt af en af politiets hundepatruljer ved et busstoppested i Skalborg i det sydlige Aalborg.

Manden havde en taske med sig, som angiveligt indeholdt tyvekoster efter et indbrud i en villa i samme område.

- Videoovervågningen fra villaen, hvor der var indbrud, afslører, at vi højst sandsynligt har fat i den rette mand, siger Bent Højgaard, vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Den unge falstring skal muligvis fremstilles i grundlovsforhør i løbet af søndagen.

Også en litauisk mand skal måske stilles for en dommer i dag.

Ved seks-tiden søndag morgen stoppede politiet en VW-kassevogn på Firkløvervej i Hjørring. I bilen fandt ordensmagten to cykler, som man formoder er stjålet.


Seneste nyt

fra Nordjylland