Forpagtere får kun det halve igen

Forpagterne fra fem forskellige restaurationer i Tivoli Karolinelund har indgået forlig med kommunen. De får kun halvtreds procent af deres investering tilbage. Det skriver Nordjyske.

Kreditorerne i Tivoli Karolinelund fik hurtigt alle de penge tilbage, som de havde til gode. Anderledes gik det for forpagterne af fem restauranter i Tivoli Karolinelund. Efter flere måneders forhandlinger med Aalborg Kommune har de nu indgået et forlig, hvor de får cirka halvtreds procent tilbage af deres oprindelige investering.

- Et eller andet sted er det lidt surt og bittert. Danske Bank fik sine millioner med et fingerknips, mens vi skal forhandle i seks måneder og må sige farvel til cirka en halv million kroner, siger Lone Jellesen, der er en af forpagterne, til Nordjyske.

Anderledes ser Aalborg Kommunes borgmester, Henning G. Jensen (S), på sagen. Han henviser til, at både forpagterne og kommunen er blevet enige om forliget.

- Parterne er blevet enige om et forlig og om ikke at udtale sig om indholdet. Der er indgået et forlig, og det er godt, siger borgmesteren til Nordjyske.


Seneste nyt

fra Nordjylland