Forrygende billetsalgsstart i Nibe

I weekenden satte Nibe Festival billetsalget til Nibe 2014 i gang. Som de seneste år skete det med kampagnen 24 FEDE timer.

Nibe Festival satte i weekenden max. 1000 partoutbilletter til salg i max. 24 timer. Sidste år tog det ni timer at sælge de 1000 billetter. I år gik der kun tre timer, så var billet nr. 1000 solgt.

Og salgsrekorden vækker glæde hos Nibe Festival, der nu vil gengælde billetkøbernes tillid.

- Med den store interesse og den gigantiske tillid, som billetkøberne har vist festivalen ved at købe billet uden ét eneste navn offentliggjort, så er det nu op til festivalen at gengælde tilliden og præstere, siger Festivalleder Peter Møller Madsen.

Den 30. Nibe Festival afvikles i dagene 2. - 5. juli 2014. Nibe Festival forventer at offentliggøre de første navne i løbet af november.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord