Forskere siger ja til Aalborg

Uenighed mellem forskere og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) får 26 forskere til at sige op - og i stedet vælger de at arbejde for Aalborg Universitet.

Det er uenighed om den faglige linje og utilfredshed med topstyret ledelse, der nu får 26 forskere til at forlade Danmarks Tekniske Universitet, DTU Management Engineering. De fortsætter i stedet på Aalborg Universitet, København.

Masseopsigelsen kommer et halvt år efter en omstrukturering af DTU Management, skriver Ingeniørens netavis, ing.dk.

Aalborg Universitet opretter et nyt center i det gamle Nokia-hovedkvarter i Københavns Sydhavn. Tidligere DTU-lektor Ulrik Jørgensen skal stå i spidsen for centret med de 26 forskere, faggruppen Urban Management samt forskere fra Aalborg Universitet.

- Inden for de seneste år har DTU's ledelse ønsket at dreje vores forskning imod en stærkere vægt på matematiske modeller og kvantitative metoder, hvor vi i højere grad ønsker at trække på samfundsvidenskabelige metoder, siger Jørgensen til Ingeniøren.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland