Forstærket indsats mod doping i Aalborg

Foto: Michael Andersen (Arkiv)

En række parter i Aalborg går nu sammen om at bremse dopingmisbrug.

Bag det nye projekt står SIFA, Politiet i Aalborg og Aalborg Kommune. Initiativet blev godkendt af Skole- og Kulturudvalget tirsdag og Udvalget for Sundhed og Bæredygtig Udvikling onsdag.

I den nye indsats er der bevilget en tilskudpulje, så de aalborgensiske fitnesscentre kan få tilskud til at købe ekstra dopingkontroller. Derudover skal der gøres mere ud af informationen mellem politiet og Aalborg Kommune, og der skal ligeledes bruges flere penge på uddannelse af personale på fitnesscentre og foreningsledere og bedre folkeoplysning.

- Det er rigtigt vigtigt, at vi kommer i gang med denne indsats nu. De unge bliver nemt lokket ud på en meget farlig glidebane på grund af uvidenhed - og det, der starter som et uskyldigt ønske om store muskler kan hurtigt resultere i alvorlige fysiske og psykiske skader og måske endda kriminalitet, så det er afgørende, at alle parter står sammen om at få stofferne ud af fitnesscentrene, siger Thomas Kastrup-Larsen (Soc.Dem.), der er rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling i Aalborg Kommune.

Samarbejdspartnerne har afsat ekstra midler på en samlet sum af 375.000 kroner for 2011 og to år frem til projektet.

I 2010 var der ifølge Nordjyllands Politi 81 sigtelser vedrørende doping i Aalborg.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord