Forstår ikke renoveringspulje

Den 1,5 milliarder kroner store renoveringspulje skaber forvirring i Nordjylland.

Husejer Bent Madsen fra Bjergby ved Hjørring, er uforstående overfor, hvorfor han har fået afslag fra den særlige renoveringspulje på tilskud til isoleringsmateriale til sit hus.

- Jeg troede, det var det, der var hele meningen med renoveringspuljen, nemlig at gøre sin bolig mere energibesparende, siger Bent Madsen.

Kun få materialer får tilskud
Men der gives ikke tilskud til isoleringsmateriale. Det indtryk har Bent Madsen ellers fået via den information, han fik i forbindelse med, at han søgte penge fra renoveringspuljen.

Erhvervs- og byggestyrelsen, der administrerer den 1,5 milliarder kroner store pulje, siger til TV2Nord, at det er ærgerligt, hvis man kan opfatte informationerne på blandt andet styrelsens hjemmeside forkert, men det er altså kun ganske få og særlige materialer, der gives tilskud til. Deriblandt er ikke isoleringsmateriale.

Til gengæld gives der tilskud til den arbejdsløn, håndværkerne skal have for at lægge isoleringen på loftet.

SF: Det er blevet som frygtet
Forvirringen omkring tilskudsreglerne, kommer ikke bag på det nordjyske folketingsmedlem, Karl Bornhøft (SF).

- Det siger mig, at den diskussion, vi havde i Folketinget omkring de uklare regler, var rigtig. Vi ville fra SFs side have haft langt større fokus på det energibesparende i de renoveringsopgaver, der var sat penge af til via puljen, men nu er det blevet sådan, som vi frygtede. Det er kommet til at handle om samtalekøkkener, i stedet for det samfundet har brug for, nemlig at få energibesparelser, siger Karl Bornhøft.

Betaler af egen lomme
Bent Madsen fra Bjergby har tænkt sig at betale materialeprisen på isoleringen af egen lomme, men det er ikke pengene som sådan, der irriterer ham.

- Det er princippet i det. Renoveringspuljen, troede jeg, handlede om at renovere til energibesparende tiltag, og hvad er mere energibesparende end isolering, spørger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland