Første AaB-træning

I dag har AaB første træningsdag. Spillerne mødes for første gang med deres nye træner, Magnus Pehrsson. Første store opgave bliver UEFA-kampene mod Deportivo la Coruna.

Træneren er forberedt
Selvom det er første arbejdsdag med truppen, er der gået et stort forberedelsesarbejde forud for AaB's svenske cheftræner.

- Det bliver rigtigt godt at komme i gang. Det har været ganske lang tid, jeg har haft til at forberede mig, så det er rart, at vi nu kommer i gang. For mig har det i tiden indtil nu handlet om at danne mig et billede af holdet og folkene omkring holdet, og derudover naturligvis at planlægge træningen i den kommende tid, for vi har jo kort tid, inden vi skal i gang for alvor, siger Magnus Pehrsson til aabsport.dk.

Fokus på fysikken
Truppen træner første gang onsdag klokken 10.15 i sportshallen på træningsanlægget på Hornevej.

- I de kommende uger handler det først og fremmest om fysisk forberedelse. Spillerne har haft fri fra fodbolden, så i første omgang er det her vores fokus skal ligge. Derudover vil vi i de første par uger fokusere på at gennemgå vores forsvarsspil og begynde at arbejde med enkelte detaljer i det fremadrettede spil, forklarer Magnus Pehrsson videre om den planlagte træningsopstart.

- Vi har i alt fem uger, så det er jo klart, at vi koncentrerer os om at blive fysisk klar uden at overbelaste spillerne. Vi kan ikke nå at gennemgå alle finere detaljer i spillet, men de første tre uger bygger vi stille og roligt på, både formmæssigt og rent spillemæssigt. Det er jo allerede dygtige fodboldspillere, der er på holdet, så vi starter jo ikke fra bunden, tilføjer han med et smil.

Træning, kampe og Tyrkiet
Udover træningspas er der tillige planlagt en række testkampe både før og under træningslejren til Tyrkiet.

- Senere vil der selvfølgelig blive større mulighed for reflektering over vores spil på banen i kampene, men i de første par testkampe handler det for spillerne om at nå op i kampform, og samtidig er det jo for alvor her spillerne har mulighed for at vise mig, hvad de kan, siger Magnus Pehrsson.

Indtil videre ligger det fast, at AaB møder Skive IK fra 1. division den 17. januar, mens AGF venter en uge senere, den 24. januar. Truppen rejser på træningslejr den 1. februar, og indtil hjemrejsen den 12. er der planlagt yderligere tre testkampe. Hvem modstanderne bliver her vides dog endnu ikke med sikkerhed.

Deportivo
Sikkert er det til gengæld, at AaB's første betydende kamp er UEFA Cup-opgøret mod Deportivo La Coruna, der spilles enten den 18. februar kl. 20.00.

- Det er en ok lodtrækning, vi har fået. Vi kunne have risikeret at møde både sværere og lettere modstandere, men rent sportsligt er det bestemt ok at møde Deportivo. Samtidigt er det jo et hold, som vil tiltrække sig en del opmærksomhed, når det kommer til Aalborg, så på den måde er det en udmærket lodtrækning for os.

- Det er klart, at vi vil være underdogs i kampen, men klubben har vist i kampene hidtil, at vi kan spille lige op med de bedste hold, så det siger sig selv, at vi har en chance, slutter Magnus Pehrsson.


Seneste nyt

fra Nordjylland