Første træning for Zaza hos FC Hjørring

Karim Zaza havde første træningsdag i dag hos FC Hjørring.

Den tidligere AaB-keeper har indgået en et-årig kontrakt med FC Hjørring.

Den kommende sæson står på fodbold i 1.division for målmand Karim Zaza. Det står klart efter FC Hjørring tirsdag eftermiddag offentliggjorde at målmanden har skrevet under på en et-årig kontrakt med klubben.

- Karim Zaza er en topmålmand i dansk fodbold og vi er stolte af at en klub som FC Hjørring kan tiltrække en målmand af den kaliber, lyder det fra klubben i en pressemeddelelse.

Selvom 1. division på papiret er et trin ned af karrierestigen, glæder den rutinerede målmand sig over, at den nærmeste fremtid nu er afklaret.

- Alle muligheder var ligesom udtømt i superligaen, så nu står den på 1.division, siger Karim Zaza til TV2/Nord.

- Der har været mange spekulationer om, at jeg sikkert var en dyr herre i AaB, men penge spiller overhovedet ikke ind her. Jeg vil bare gerne spille noget fodbold, og det glæder jeg mig til siger målmanden.

Karim Zaza indtræder i truppen på lige fod med nuværende målmand Jesper Weinkouff.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord