Første valgresultat: Facebook-folket stemmer på Pia K.

Flest venner i porteføljen er SÅ meget 2010. Skal man i dag være den mest populære politiker på Facebook, handler det om have de mest engagerede kammerater. Valget er netop udskrevet, men allerede nu er de 10 mest populære politikere fundet. Det fortæller mediebureauet Crisp.

Med flere end 750 millioner brugere på verdensplan er Facebook i dag det største sociale netværk af alle. Alene i Danmark har 2,7 millioner danskere i dag en profil, og vi bruger i gennemsnit 8-9 timer hver måned på Facebook. Det betyder, at bl.a. politikere og virksomheder gør sit for at klare sig godt i det sociale netværk. Men hvem klarer sig bedst?
 
- Politikere og virksomheder er godt i gang med at flytte deres kommunikation over på nettet, hvor vi har vænnet os til at hente og dele viden, handle, blive underholdt og brande os selv som politiker, politisk parti, virksomhed eller privatperson. I den sammenhæng spiller de sociale medier med Facebook i front en stor og voksende rolle, siger Andreas Borch Hansen, direktør og medstifter af Crisp, der har specialiseret sig i social kommunikation med primær fokus på Facebook. 
 
Folkene bag Crisp har udviklet engagement score, der hurtigt og effektivt kan måle, hvor loyale en politikers eller en virksomheds venner er. Målet er at etablere engagement score som en global branchestandard til at måle engagement på Facebook. 
 
Hvem vinder valget?
Ja, det vil tiden vise. Men hos Crisp har landets mest populære politikere været en tur gennem engagement score. Maskinen, som vel nok er landets mest partiuafhængige "instans", har fundet de 10 mest populære politikere - og fundet en vinder. 
 
Den politiker med de mest engagerede og loyale venner er Pia Kjærsgaard (O) efterfulgt af: Lars Løkke Rasmussen (V), Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Villy Søvndal (F), Helle Thorning-Schmidt (A), Margrethe Vestager (B), Mette Frederiksen (A), Nick Hækkerup (A), Kristian Jensen (V) og Christine Antorini (A).


Seneste nyt

fra Nordjylland