Førsteplads vækker begejstring

AaBs første dag som førerhold i Superligaen blev i dag fejret med et træningsbesøg i Hjallerup.

I Hjallerup fik bolchestribede tilhængere i alle aldre søndag mulighed for at se deres fodboldhelte i aktion, og selvom holdet ikke selv vil melde sig ind i guldkampen, har det flotte forår givet mesterskabsoptimisme blandt fansene.

- Jeg er mødt op her i dag, fordi det er mit hold. Det er Danmarks bedste hold jo. Jeg tror på, vi bliver danske mestre, det er en gentagelse af 2008, siger Kenneth Taagaard Sørensen.

AaB-truppen blev modtaget af klapsalver og jubelråb, da de ankom til Hjallerup. Lørdag så det ellers noget mere skidt ud, da Guldaspiranterne fra FC Midtjylland tidligt i topkampen bragte sig foran 1-0. Men takket være blandt andet to litauiske scoringer af Lukas Spalvis blev det en 3-2-sejr og en førsteplads i ligaen.

- Vi har slået Midtjylland i et topbrag nede Herning med 3-2, så det er en skøn dag, selvfølgelig er det det, siger assistenttræner Allan Kuhn, der stod for dagens lette træning, da cheftræner Kent Nielsen skulle overvære næste Superligamodstander Brøndby

Mens spillerne løsnede op i de stive ben, var mesterskabsmeldingen fra trænerstaben ganske som den plejer.

- Vi gør, som vi hele tiden har gjort. Det lyder meget kedeligt, men vi tager en kamp af gangen, og så ser vi, hvor vi ligger efter 33 kampe.


Seneste nyt

fra Nordjylland