Forsvarer: Børns forklaring er ikke bevis

Anne Mette Ovesen er forsvarer for faren i sagen. Foto: TV2/Nord

Forsvareren for faren i Serritslevsagen rejser tvivl om beviser. Børns forklaring kan ikke bruges, mener hun.

Anklagemyndigheden er på kanten af det juridisk forsvarlige ved at tillægge den 21-årige piges forklaring i Serritslevsagen afgørende betydning.
 
Det mener advokat Anne Mette Ovesen, der er forsvarer for den 41-årige far. I Byretten i Hjørring siger hun, at hendes klient er blevet fremstillet i medierne som et uhyre. Det er sket fra dag ét i sagen.
 
- Men her i retten har vi set en stille og rolig mand, der ikke hidser sig op, siger forsvareren.
 
Hun mener, at det er stærkt betænkeligt, hvis nævninger og dommere tillægger den 21-årige piges forklaring afgørende vægt.

- Her i retten har hun ikke villet udtale sig, hvorfor anklagemyndigheden alene har henvist til politirapporter og hendes forklaring afgivet i august måned 2010, et halvt år efter sagen startede, siger Anne Mette Ovesen.
 
Hun mener også, at politiets dvd-afhøringer, der er foretaget af fire børn i familien, er ubrugelige som bevis.
 
- Børnene har været udsat for påvirkninger fra medier og alle andre steder fra. De har været stillet over for ledende spørgsmål, siger hun.
 
Forsvareren mener, at en 11-årig drengs forklaring otte måneder efter, forældrene blev anholdt, er ubrugelig som bevis. Hovedreglen er, at børn skal afhøres til dvd straks efter, en sag er startet.
 
- Anklagemyndigheden skulle have dvd-afhørt børnene straks den 26. februar 2010 og ikke otte til ti måneder efter, siger forsvareren.
 
Hun gentager, at faren ikke kan erkende sig skyldig i nogen af de ni anklagepunkter om vanrøgt, vold og sexovergreb.
 
Retten ventes at afsige kendelse om skyld i sagen i løbet af onsdag.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord