Forsvarer: Intet fældende bevis

Forsvarer mener ikke anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden i Aalbæk-sagen. Tiltalt bør frifindes, mener hun.

De fem tiltalte i Aalbæk-sagen sætter fredag deres forsvarere på arbejde i Retten i Hjørring. De skal en efter en procedere for retten og forklare hvorfor, deres klienter bør frifindes.

Forsvarer Mette Grith Stage har klokken 10 netop ført sin procedure. Hun er forsvarer for den 39-årige, som anklagemyndigheden vil have dømt som bagmand, men forsvareren vil have ham frifundet.

Hun argumenterer således:

Anklagemyndigheden har bevisbyrden, og det skal være hævet over enhver tvivl, at han er skyldig. Er der en berettiget tvivl, skal retten frifinde ham.

Den 39-årige nægter sig skyldig, men har i øvrigt ikke villet udtale sig. Det er dog ikke noget, anklagemyndigheden kan bruge til at påvirke sagen, siger forsvareren.

- En tiltalt har ret til at forholde sig tavs, og der kan være mange årsager til at man ikke vil udtale sig. Der kan være pres, der kan være nogen, man vil beskytte og så videre, siger Mette Grith Stage.

Hun lægger vægt på, at sagen omhandler mange indicier, men ingen konkrete beviser, som kan kæde den 39-årige sammen med de fire øvrige tiltalte.

Der er ingen der har set ham i Frederikshavn, og han er ikke set i den bil, der er lejet i hans navn, og hvor flere af telefonerne i netværket er sporet til at have været. Der er ingen billeder af ham og ingen tekniske beviser, der placerer ham i bilen, pointerer forsvareren.

- Det kan være, at det er ham der har lejet den, men at den er brugt af en anden. Det kan også være, at en anden har været i besiddelse af hans kørekort og har lejet bilen i hans navn. Det betyder ikke, at han har vidst, at bilen skulle bruges i forbindelse med en forbrydelse, sagde Mette Grith Stage i retten fredag.

De medtiltalte har alle givet udtryk for, at den 39-årige ikke har haft noget med det at gøre.

Til gengæld har flere givet udtryk for, at der mangler en på anklagebænken, at der er en anden bagmand, som ikke er fundet og tiltalt af politiet.

Udover Mette Grith Stage har forsvarerne for de to tiltalte, som blev anholdt på Aalbæk Havn i januar 2012 været på gulvet. De mener begge, at deres klienter har haft kurerroller og først på havnen i Hirtshals er de blevet klar over omfanget af smuglingen, der mislykkedes.

Forsvarerne siger, at deres klienter slet ikke har været med i koordinationen af smuglingen, og at forbrydelsen slet ikke var så professionelt udført, som anklagemyndigheden fremstiller det.

Forsvareren for den 29-årige mand, der har erkendt at transportere 80 kilo hash fra Silkeborg til Frederikshavn, mener at straffen for hans klient skal ligge på et år og seks måneders fængsel. Anklageren mener, at den 29-årige har transporteret en større mængde hash, og det er ifølge forsvareren muligt.

Den 29-årige var bestilt til at fragte 80 kilo, og han har ikke vejet det ved overdragelsen. SMS-beskeder tyder på, at han har en "dukkefører", som giver ham ordrer. Ifølge forsvareren gør manden ingenting på egen hånd.

80 kilo er i Norge grænsen for den milde narkoparagraf og det er nok derfor, han er bestilt til denne mængde, mener forsvareren.

Han har ikke kendt til resten af hashen, og han har blot fungeret som en kurer - ligesom forsvarerne til de to, der blev taget på havnen i Aalbæk sagde om deres klienter.

Han påstår altså fængsel i et år og seks måneder, og han mener ikke, at en eventuel udvisning skal være for bestandig. Han mener mellem seks og ni år.

Forsvarer Thomas Smed repræsenterer den 46-årige, som politiet mener har stået for etablering af telefonnetværk og optanknings af taletid, var den sidste forsvarer, der procederede i dag.

Hans klient har hele tiden nægtet sig skyldig, og forsvarets påstand er, at han skal frifindes.

Det er rigtigt nok, at der er blevet startet telefoner til netværket op på hans bopæl, og det er rigtigt at han selv fik en telefon, der hørte til et at de lukkede netværk.

Men den 29-årige har boet hos ham i en periode, og havde stadig et værelse hos ham på det tidspunkt. Og han har selv forklaret, at det var ham, der stod for telefonerne, og at han gav den 46-årige en af telefonerne, som blev i overskud, så de to kunne holde kontakt, mens han var i Danmark. Han havde fortalt, at han skulle gøre en ven en tjeneste og ville være væk nogle dage.

Den 46-årige forklarede, at han rigtignok havde kontakt til flere af telefonerne i netværket, men at han hele tiden troede, at det var den 29-årige, han skrev sms'er med.

Han har fra starten været villig til at afgive forklaring, og ingen af hans fire forklaringer afgivet til dansk politi og under retssagen har været forskellige fra hinanden.

Forsvareren fremfører - ligesom forsvareren til den formodede bagmand - at det skal være hævet over al rimelig tvivl, at han er skyldig, for at han kan blive dømt i en straffesag. Det mener han ikke er bevist i denne sag.

Han kræver frifindelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland