Forsvaret placerer ny kommando i Aalborg

Frømænd og jægersoldater skaber nordjyske arbejdspladser.

Frømænd og jægersoldater slås sammen i én styrke, og det vil betyde mange flere militære arbejdspladser til Nordjylland.

Lige nu og her er der oprettet omkring 40 nye stillinger. I 2018 er tallet oppe på mellem 60 og 70 nye stillinger.

Det fortæller DR P4 Nordjylland.

Den nye fælles enhed for frømænd og jægersoldater kommer til at hedde Specialoperationskommandoen. Det er ledelsen af den nye kommondo, der placeres på Flyvestation Aalborg.

Jægerkorpsets soldater forbliver på Flyvestation Aalborg, og Frømandskorpsets soldater forbliver i Kongsøre nord for Holbæk.

- Da det er en ny kommando, er der tale om nye arbejdspladser i Nordjylland, siger major Kenneth Starskov fra Specialoperationskommandoen og tilføjer, at sammensmeltningen betyder, at administration og planlægning gøres mere smidig.

Forsvaret håber dermed at kunne bruge flere ressourcer på operationer og mindre på administration.

Dannelsen af Specialoperationskommandoen bliver torsdag formiddag markeret med en parade på Flyvestation Aalborg, hvor den nye kommando får hovedkvarter.

Ved paraden deltager blandt andre Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik og de øverste chefer fra Forsvaret.


Seneste nyt

fra Nordjylland