Forsvarets nye radar til Aalborg

Præsenteres ved air-show på flyvestationen

Der er mulighed for at se forsvarets ny fleksible 3D-radar søndag den 10. juni, når Flyvevåbnet holder Airshow i Ålborg. Den har navnet AN/TPS-77.

Otte måneder før tid kan Forsvaret Materieltjeneste overlevere to helt nye mobile 3D-radarer til Air Control Wing. Men allerede i weekenden er der mulighed for at se radaren i Ålborg.

- Tanken er, at den skal være med til at give et totalbillede af luften sammen med radarerne på Skagen og Bornholm, forklarer chefen for Kapacitetsområde Luft i Forsvarets Materieltjeneste, Henrik Hornhaver.

Han understreger, at den kommer til at yde en god beskyttelse, blandt andet fordi den er rigtig god til at se selv små flyvemaskiner.

Selv om radaren er tænkt til at stå fast, så kan den også flyttes til steder, hvor der er behov for den. Det er en stor fordel, lyder det fra chefen for Air Control Wing, oberst Michael R. Bygholm:

- Det betyder, at vi kan indsætte den i internationale opgaver. Jeg tror, det er et rigtig godt værktøj, siger Michael R. Bygholm.

Selv om radaren er mobil, så fylder den en del.

- Det er en ordentlig ladeport, men alligevel kan vi pakke den sammen, putte den i et Hercules transportfly og så flyve den ud, siger Henrik Hornhaver.

Flere nyheder fra TV2 Nord