Forsvarets olieledning udsat for tyveri

Forsvaret har flere end 10 gange på under et halvt år været udsat for olietyveri fra vigtig jysk rørledning.

Olietyve har haft bor og slange fremme adskillige gange på forsvarets store olieledning ned gennem Jylland.

Forsvarets Materieltjeneste fortæller, at alarmer om lavt tryk har lydt flere end 10 gange i de sidste fire måneder i den såkaldte Neps-ledning.
Her flyder olien fra Frederikshavn til den tyske grænse i ledningen, der ligger omkring 80 centimeter nede i jorden.

- Vi har været i dialog løbende med politiet, og nu udelukker vi andre muligheder.

- Vi har en meget kraftig mistanke om, at olietyve har koblet sig på ledningen, så vi har tænkt os at anmelde episoderne til politiet som olietyveri, siger Flemming Diehl, kommunikationsmedarbejder i Forsvarets Materieltjeneste.

I mandags borede olietyve sig ifølge politiet ind i en olieledning en meter under jorden ved Knabstrup nær Holbæk. Tyvene fik fingrene i knap 7000 liter dieselolie, men en del løb også ud i et vandløb i nærheden.

Og netop forurening har også skabt panderynker hos forsvaret.

- Vi har frygtet, at der skulle være forurening forbundet med de mulige tyverier, så vi har blandt andet haft Hjemmeværnet ude og patruljere ved ledningen de steder, hvor vi kan se, at der har været lavt tryk. Dog uden at finde noget, fortæller Flemming Diehl.

Ud over Hjemmeværnet har forsvaret også for nylig forseglet en række brønde på ledningen, så tyvene har sværere ved at komme til olien.

Samtidig gør forseglingerne det nemmere at finde frem til tyverier i fremtiden.

Men forsvaret vil sikre sig endnu bedre.

- Vi har en række alarmer og overvågningssystemer, hvor vi kan se positionen for de mulige tyverier, men vi er på vej til at anskaffe overvågningssystemer, som er endnu mere nøjagtige, oplyser Flemming Diehl.

Tyvene har formentlig fået nogle tusinde liter dieselolie ifølge materieltjenesten, men det præcise tal kan ikke oplyses på grund af efterforskningen.

Forsvaret vil heller ikke sige, hvor i landet tyverierne er sket på grund af den kommende efterforskning. Det drejer sig dog om flere landsdele.

/ritzau/

Flere nyheder fra TV2 Nord