Forsvarsforlig på vej: Redningsstation, helikopter og arbejdspladser bevares

I det kommende forsvarsforlig bevarer Nordjylland godt 4200 job i forsvaret, samtidig med at Sæby Redningsstation fredes og redningshelikopteren bliver i Nordjylland.

Det var planlagt, at det nye forsvarsforlig skulle præsenteres fredag klokken 10, men fortsatte knaster i de endelige forhandlinger udsatte offentliggørelsen - og derfor må Forsvarsdanmark vente i spænding lidt endnu, inden et nyt forsvarsforlig er helt klar.

quote Nordjylland er godt kørende, og vi er jo den eneste region, der har alle tre værn.

Bjarne Laustsen, folketingspolitiker

Det var beskeden fra Christiansborg torsdag aften, hvor rygter samtidig slap ud til blandt andet DR, om at Nordjylland ikke ville få andel i nogen af de 700 nye arbejdspladser, forliget ville medføre.

Alligevel ser det med socialdemokratiske briller fornuftigt ud for Nordjylland. I hvert fald hvis man spørger Bjarne Laustsen. Antallet af arbejdspladser i Forsvaret i Nordjylland vil forblive på status quo med i dag 4260 ansatte fordelt i Hjørring, Frederikshavn og Aalborg.

- Nordjylland er godt kørende, og vi er jo den eneste region, der har alle tre værn. Vi laver et langt forsvarsforlig på seks år, og vi har garanti for, at når den periode er færdig, i 2023, så har vi stadig godt 4000 arbejdspladser i forsvaret i Nordjylland, siger det nordjyske medlem af folketingets forsvarsudvalg, Bjarne Laustsen (Socialdemokratiet).

Freder de nære beredskaber

Bjarne Laustsen glæder sig samtidig over, at sergentskolen forbliver i Frederikshavn, og at der er blevet råd til at bevare det borgernære beredskab, der ellers har været luknings- og flytningstruet.

Der har været planer om at lukke Sæby Redningsstation, men den bevares. Samtidig har det været på tale at flytte SAR-helikopteren fra Aalborg til Karup. Men både helikopter og redningsstation fredes sammen med en redningsbåd på Læsø.

- VI har jo en trussel fra Rusland og en trussel i forhold til cyberkriminalitet. Det skal vi selvfølgelig prioritere, og det har vi gjort. Men det må ikke være på bekostning af det borgernære beredskab, og derfor har vi lagt os i selen for at bevare de ting, og der kommer også flere penge til det statslige beredskab, siger Bjarne Laustsen.

Ånder lettet op

På Sæby Redningsstation kan man altså nu ånde lettet op efter flere år, hvor stationen skiftevis har været lukningstruede og dernæst taget ud af besparelserne. Hele tiden har de ansatte fået at vide, at intet ville være afgjort, før det nye forsvarsforlig var klar. Et forlig, som nu altså er på trapperne.

- Mandskabet har taget det pænt, med det er da klart, at det slider lidt, når man ikke ved, om man kan fortsætte med det, man laver. Vi brænder jo alle sammen for det her, og det er en fantastisk følelse, når man kan være med til at redde nogen, siger stationsleder på Sæby Redningsstation, Birger Isaksen.

Da der først blev tale om at lukke stationen, begyndte de at lave deres egne opgørelser over, hvor ofte de egentlig rykker ud. Normalt sker det 15-25 gange om året, men i 2017 var der rekordmeget at se til med hele 35 aktioner, heraf var de 14 det, som Birger Isaksen betegner som kritiske - altså hvor der i værste fald var liv på spil.

- Der ser ud til at være en trend, hvor der bliver mere og mere brug for redningstjenester af forskellig kaliber, og derfor er det helt tåbeligt, at man vil lukke os, siger Birger Isaksen.


Seneste nyt

fra Nordjylland