Forsvundet 19-årig fundet igen (Opd.)

En 19-årig mand fra Fjerritslev forsvandt i nat. Politiet har nu fundet ham i god behold.

Politi ledte i nat efter en ung mand, der i beruset tilstand forlod en fest i Fjerritslev i nat. Politiet fandt ham tidligt i morges. Det oplyser P4 Nordjylland.

Den 19-årige mand fra Brovst ringede ved 03-tiden efter sin mor og bad hende hente sig. Men da hun kom, var han forsvundet.

Moderen ringede til hans mobil og havde kontakt til ham et par gange, men han var omtåget og ikke i stand til at fortælle, hvor han var.

Politiet søgte efter ham med hunde, fordi betjentene frygtede, at han lå hjælpeløs et sted.

Politiet prøvede også flere gange at ringe til hans mobiltelefon, og omkring klokken halv seks tog han den.

- Den 19-årige vidste ikke, hvor han var. Men så bad vi ham komme med registreringsnummeret på den nærmeste bil, og dermed fik vi ham sporet, fortæller vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi til P4 Nordjylland.

Den 19-årige mand blev fundet i nærområdet, og at han har det godt.


Seneste nyt

fra Nordjylland