Forsvundne indere var bange for at få klø

Politiet håber at få løst de 11 indiske håndboldspilleres situation, inden deres visum udløber den 16. juli.

De 11 indiske håndboldspillere i alderen 13 til 20 år, der lørdag stak af fra en international håndboldturnering i Dronninglund, løb væk fordi de frygtede at blive fysisk afstraffet af deres ledere. Det er den forklaring, fire af dem har givet politiet.

Det siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Henrik Beck.

- Inderne har forklaret, at de får klø af lederne, når de taber håndboldkampe. Derfor er de stukket af. De ville ikke rejse med lederne hjem til Indien. De har forklaret, at de ikke er blevet i Danmark, fordi de vil søge asyl, siger Henrik Beck til Ritzau.

Inderne stak af fra Dronninglund lørdag før middag, og blev meldt savnet hen under aften af håndboldlederne til Nordjyllands Politi.

- Det var henvendelser fra borgere, der samstemmende havde set de 11 indere samlet i toget fra Aalborg til Aarhus og fra Aarhus til København samt på Jyllinge Station. Det er det spor, vi har fulgt, siger Henrik Beck.

Fire af de 11 indere blev søndag pågrebet i Vanløse og er i politiets varetægt, mens syv stak af.

- Det er vores forventning, at vi snart får kontakt med de sidste syv. De har hele vejen igennem været samlet, og når de syv ved, at de fire er i politiets varetægt, regner vi ikke med, at der går lang tid før vi har dem alle 11, siger Henrik Beck.

De 11 indere har ikke gjort noget ulovligt, men politiet vil gerne have løst deres sag inden den 16. juli, hvor deres visum udløber. For derefter opholder de sig ulovligt i landet.

- Der er ingen grund til at straffe dem, det er unge knægte, der bare er stukket af, fordi de frygtede at få klø. Vi er i kontakt med socialvagten i Københavns Kommune for at finde et sted, de kan være samlet alle 11. De skal ikke være i politiets varetægt, siger Henrik Beck.

Vagtchefen tilføjer, at han regner med, at den indiske ambassade "kommer på banen mandag".

- Vi har en del praktiske ting, der skal ordnes. Deres bagage og pas, som vi har, skal fragtes til København, og deres flybilletter skal ombookes, så de kan komme hjem. Vi har en klar forventning om, at det vil den indiske ambassade være behjælpelig med, siger Henrik Beck.


Seneste nyt

fra Nordjylland