Førte to gange: AaB taber til FCK

Foto: Ib William Christensen

AaB tabte søndagens udebanekamp mod FC København med de halvstore cifre 4-2 og fortsætter med at svinge i præstationerne.

Det blev en kamp som AaB aldrig var i nærheden af at dominere på trods af to nordjyske føringer undervejs.

Indledningsvist sad FC København på kampen. Alligevel var det AaB, der først kunne juble. I kampens 10. minut droppede FC Københavns målmand Stephan Andersen og serverede bolden for fødderne af Thomas Enevoldsen, der hamrede den i kassen.

Det var dog stadig FCK, der sad på kampen. Små otte minutter efter AaB's føringsmål, var det Andreas Corneliussen der nåede højest på et indad skruet hjørnespark og udligningen var en realitet.

20 minutter senere viste AaB endelig noget af det spil, de kan. Et passivt FCK-forsvar så til mens bolden blev spillet rundt for til sidst at havne hos Lukas Spalvis. Han tog et frækt træk forbi en forsvarspiller og målmand og satte bolden i nettet en fra en meget spids vinkel.

Dermed kunne nordjyderne gå til pause med en noget uventet føring.

Anden halvleg var kun fire minutter gammel før Kasper Kusk gjorde det onde ved sine tidligere holdkammerater. Efter fint opspil firstimede Kusk bolden forbi en sagesløs Nicolai Larsen i AaB-målet.

AaB kunne i denne periode af kampen slet ikke få spillet til at hænge sammen. Nordjydernes forsvar så passivt til, da Nicolai Jørgensen fuldstændig fri i feltet kunne heade bolden i nettet til københavnernes første føring i kampen.

I kampens 70. minut virkede AaB-forsvaret igen passivt og et skud på mål ramte Kasper Pedersen på vejen, hvorfor han blev noteret for et selvmål til stillingen 4-2, der også blev kampens resultat.

Nederlaget sender AaB ned på en øjeblikkelig 7. plads i Superligaen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord