Fortsat fængslet for drab med jernrør

De to mænd, der er sigtet i drabsagen fra Mou, hvor den 47-årige John Martin Larsen Mou blev dræbt med et jernrør, har fået forlænget deres varetægtsfængsling.

En 19-årig mand er sigtet for drab, og en 28-årig mand er sigtet for medvirken til drab.

Drabet fandt sted d. 5. december i år, hvor den 47-årige John Martin Larsen blev dræbt med et jernrør.

Begge mænd har fået forlænget deres varetægtsfængsling i fire uger.

Politiet begrunder forlængelsen med, at de stadig mangler at få resultater fra nogle af de tekniske undersøgelser.

Den 19-årige ringede selv til politiet og fortalte, at han muligvis havde gjort noget galt. Herefter ankom politiet og fandt både den dræbte og den 19-årige, som blev anholdt. 

Jernrøret blev senere fundet på den 28-åriges bopæl, som derfor også blev sigtet i sagen.

Den 19-årige nægter sig skyldig i drabet, og siger, at han ikke kan huske, hvad der er sket.

Den 28-årige erkender, at han har skjult jernrøret men nægter sig til gengæld medvirken til manddrab.  


Seneste nyt

fra Nordjylland