Fortsat to sygehuse i Himmerland

Regionsrådsformand Ulla Astman har sat en proces i gang, som peger i retning af at fastholde de to sygehuse i Farsø og Hobro.

Region Nordjylland søgte det såkaldte Juhl-udvalg, nedsat af regeringen, om midler fra kvalitetsfonden til byggeri af et nyt samlet sygehus ved Hobro i Himmerland. Meldingen fra udvalget og regeringen var et nej.

- I erkendelse af, at vi ikke får penge til et nyt samlet sygehus i Himmerland må vi løse opgaven på anden vis, for regionen kan ikke af egen drift finansiere et nyt samlet sygehus, siger Ulla Astman og fortsætter:

- Løsningen må indebære, at vi fastholder de to sygehuse og fordeler opgaverne bedst muligt af hensyn til patienterne og af hensyn til den udfordring vi har med rekruttering..

Det nye forslag betyder fortsat, at der ikke etableres en egentlig akutmodtagelse i Himmerland. Sygehuset i Hobro skal dog kunne tage sig af akutte indlæggelser af patienter, der allerede har været i behandling, samt patienter, der ikke har livstruende problemer.

I en fælles pressemeddelse fra Venstres Birgitte Josefsen og regionsrådsmedlem Per Larsen fra de konservative er der opbakning til forslaget

- V og K vil i samarbejde med de øvrige partier i regionsrådet lægge op til, at der udarbejdes en samlet plan for de to sygehuse, så borgerne i Himmerland sikres servicering og behandling i nærområdet i så vid udstrækning, den faglige ekspertise rækker til det.

Regionsrådsformanden har sat administrationen i Region Nordjylland i gang med at se på et oplæg til en model, som skal indarbejdes i den samlet sygehusplan for Region Nordjylland. Sygehusplanen skal præsenteres for Regionsrådet på mødet i maj og med endelig vedtagelse i august.

På fredag skal Ulla Astman diskutere sygehusbyggeri med sundhedsminister Jakob Axel Nielsen og fremtiden for Himmerland. Det sker på Mariagerfjord Gymnasium i Hobro.


Seneste nyt

fra Nordjylland