Fortuna Hjørring trækker Manchester City i CL

Kvinderne fra Hjørring får kam til håret, når de til marts skal møde engelske Manchester City i kvartfinalen i Champions League.

De har heldigvis overrasket før, de stærke kvinder i Fortuna Hjørring - senest mod italienske Brescia, som slog dem ud af Champions League sidste år, men som i den grad fik tæv i dette års ottendedelsfinaler.

Og til foråret får nordjyderne chancen for at overraske igen, når de skal spille kvartfinale.

Fredagens lodtrækning matchede dem nemlig med engelske Manchester City. Englænderne eksperede Brøndby-damerne ud af ottendedelsfinalen med samlet 2-1 efter returkampen.

Kvartfinalerne bliver spillet den 22/23. og 29/30. marts. Udover Fortuna Hjørring, som starter med en hjemmebanekamp mod Manchester City, møder svenske Rosengård Barcelona, Wolfsburg tørner sammen med Lyon, og Bayern München tager imod Paris Saint-Germain.

Vinder Fortuna Hjørring sine kampe, bliver semifinalens modstander vinderen af kampen mellem Wolfsburg og Lyon. Og skulle nordjyderne nå så langt, bliver CL-finalen spillet på Cardiff City Stadium den 1. juni 2017.


Seneste nyt

fra Nordjylland