Fortuna spillede CL under protest

Foto: Pressefoto

Baneforholdene i Udine var under al kritik, siger Fortuna Hjørring, der tabte 3-2 i deres første Champions League-kamp.

UPC Tavagnacco kunne gå sejrrigt fra banen onsdag aften, da de på hjemmebane slog Fortuna Hjørring 3-2. Men den bane de gik fra er under al kritik, mener Fortuna Hjørring.

Banen havde helt forkerte dimensioner til international fodbold og allerede inden kick-off havde Fortuna nedlagt protest.

- Det er under al kritik, at vi på et så højt internationalt niveau bliver mødt med en bane, der ikke lever op til de almindelige standarder, som er indeholdt i UEFA's regler for Champions League-kampene, jeg har ikke tidligere hørt eller oplevet lignende sager i UEFA-regi, siger Fortuna Hjørrings sportschef, Jannik Riis og fortsætter.

- Jeg har fået medhold hos DBU og UEFA i, at protesten er relevant. Det var en meget frustrerende og trist optakt til kampen, da det blev konstateret, at banen i Udine ikke levede op til UEFA-kravene. Vi var tvunget til at spille under protest, da de utilstrækkelige og efter vores opfattelse ulovlige banemål, ville få en alvorlig, negativ indflydelse på vores spil.

Fortuna ser nu frem til både en afgørelse på deres protest, men også til returkampen der spilles på den reglementerede bane på Hjørring Stadion. Kampen spilles 16. oktober 18.30.

Flere nyheder fra TV2 Nord