Forurenet vand i Vrensted: Frustrerede borgere føler sig dårligt informeret

Foto: Jørgen Jessen / Ritzau Scanpix

Borgerne i Vrensted er forundrede og vrede over, at vandværket ikke mandag informerede godt nok om fundet af colibakterier i drikkevandet.

Hvor svært kan det være at informere en by med kun 300 indbyggere om, at vandet i hanerne skal koges, fordi vandet er forurenet?

Det spørgsmål er på mange Vrensted-borgeres læber i dag, tirsdag, efter det mandag kom frem, at vandet fra Vrensted Vandværk indeholdt for høj andel af coli-forme bakterier og derfor skulle koges, inden man måtte bruge det.

For René Nielsen, der bor lidt uden for  Vrensted, nåede beskeden om det forurenede vand først frem klokken 21.30 - og det undrer ham, når børnehuset i byen tilsyneladende allerede blev advaret klokken 11 mandag formiddag, altså flere timer før, med et direkte opkald fra vandværket.

- Jeg ved ikke, hvem der er ansvarlig for en beredskabsplan og information til borgerne i sådan et tilfælde som dette, for selvfølgelig kan uheld ske, og af samme årsag er det jo vigtigt, at der netop findes en beredskabsplan, så borgrne ikke risikerer livet og førligheden ved at drikke det offentlige vand. Men Vrensted er jo ikke lgie en metropol, så jeg mener, at det må være muligt at kunne informere alle borgere på ganske få minutter, skriver René Nielsen til TV2 Nord.

- Vandværk stikker hovedet i busken

Derfor luftede han også sin utilfredshed i et opslag i Vrensted-gruppen på Facebook mandag aften:

  Foto: Facebook

Vrensted Vandværk har ifølge debatten på Vrensted-gruppen meldt kort ud via Facebook og opslag hos byens læge. Men det har angiveligt været lokale borgere, der har sørget for kontakten til pressen, så nyheden om de coliforme bakterier og konsekvenserne af dem kunne nå ud til flest mulige borgere.

Og det er slet ikke godt nok, mener René Nielsen.

- Det kunne være løst ved kædeinformation mellem borgerne eller lignende. Men at vandværket i stedet bruger tid på at stikke hovedet i busken og nægte kendskab til forureningen er efter min mening helt grotesk, siger René Nielsen med henvisning til, at formanden sidst på eftermiddagen mandag ikke mente at have hørt om bakteriefundet.

Vandværket skal informere

Der findes helt klare retningslinjer for, hvordan et vandværk skal agere, hvis der opdages for eksempel coli-bakterier i drikkevandet.

Det fortæller pressemedarbejder ved Danske Vandværker, Dorthe Rasmussen. 

Læs også Kog vandet, inden du drikker det: Vandet i Vrensted er forurenet

- Først og fremmest skal kommunen kontaktes, og så vil der herfra sandsynligvis blive udstedt et påbud om at koge vandet. Herefter er det så som regel op til vandværkerne selv at informere sine kunder om påbuddet, siger Dorthe Rasmussen.

På Danske Vandværkers hjemmeside ligger en frit tilgængelig beredskabsplan til netop sådanne situationer, og her anbefaler organisationen, at man i et lille samfund som Vrensted hurtigst muligt benytter sig af sms-kæder, husbesøg eller husstandsomdelte meddelelser.

Alternativt kan man henvende sig til pressen, men én ting er sikkert: Det er altid vandværkets formands ansvar - eller hans stedfortræders - at sørge for, at forbrugerne får besked, skriver Danske Vandværker.

Håber på forklaring

René Nielsen håber nu, at Vrensted Vandværk i løbet af tirsdag vil komme med en forklaring på, hvorfor der ikke blev gjort mere for hurtigt at informere borgerne i Vrensted om bakterierne.

Det her må ikke gentage sig.

René Nielsen, borger i Vrensted

- For det her må ikke gentage sig, siger René Nielsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formanden for Vrensted Vandværk, Leif Anker Jensen.

Tirsdag morgen klokken 9 lukkede Vrensted Vandværk for vandet i byen, så nye UV-filtre kunne installeres på vandværket. Det betød, at byen var uden vand indtil klokken 10.30. Der foreligger endnu ingen meldinger om effekten af filteret. 

I værste fald kan indtag af vand med coliforme bakterier føre til infektioner og sygdom. 

Flere nyheder fra TV2 Nord