Forurening forhindret af snarrådig indsats

Slamsuger var ved at tømme en tank i en regnvandsbrønd, men blev bremset af borgere, beredskab og Aalborg Kommune.

Flere gange har den været gal med forurening af regnvandsbassinerne ved et villakvarter i Dall Villaby. I weekenden var den så gal igen - men en snarrådig indsats fra både Nordjyllands Beredskab, Miljøvagten og opmærksomme borgere fik hurtigt forureningen inddæmmet, så det ikke spredte sig til Øster Å.

Beboerne i området er i forbindelse med tidligere forureninger blevet informeret af Aalborg Kommunes, Miljø om konsekvenserne af, hvis eksempelvis maling eller kemikalier endte i regnvandsristene i området, og af samme grund er der fra beboernes side stor opmærksomhed på mulig forurening.

Dette kombineret med gode og hurtige henvendelser til beredskabet om den seneste forurening, gjorde det muligt ikke bare at stoppe forureningen, men også at opspore, hvor den kom fra.

Det viste sig, at en chauffør fra slamsugerfirmaet Aalborg Kloakservice ApS havde tømt indholdet af en af firmaets tanke i en regnvandsbrønd forbundet til regnvandsbassinet. Virksomhedens ejer, Jens A. Rytter, er forfærdeligt ked af situationen, som er i strid med virksomhedens interne retningslinjer.

- Vi har klokkeklare procedurer for, hvordan vi håndterer forurenet vand, så en sådan fejl er utilgivelig. Det må ganske enkelt ikke ske, og vi er frygteligt kede af, at vi på trods af utallige gange at have understreget vigtigheden af at forurenet vand håndteres korrekt, alligevel står i denne situation, siger Jens A. Rytter.

Udover at betale de fulde omkostninger for beredskabets og kommunens indsats har Jens A. Rytter stillet alle virksomhedens ressourcer og mandskab til rådighed for den efterfølgende oprydning efter forureningen.

- Når så mange områder i kommunen efterhånden er separatkloakeret er det afsindigt vigtigt, at man er ekstra opmærksom på, at kemikalier, maling og andre forurenende væsker ikke ryger i eksempelvis regnvandsristene på villavejene, da stofferne ellers ender direkte i vores åer og vandløb, siger Tove Nyegaard, Afdelingsleder i Aalborg Kommunes VandMiljø, og forklarer, at man nu har givet Aalborg Kloakservice ApS en indskærpelse.

- Udover at vi fik stoppet forureningen, inden den nåede ud i Øster Å, er det særligt glædeligt, at borgerne i området har været så opmærksomme og har kunnet hjælpe os og beredskabet i denne situation, tilføjer hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland