Fotoudstilling om polio på Aalborg Universitets-hospital

Fra fotoudstilling om polio. Foto: Ulrik Tofte

Som et modspil til den moderne kropsopfattelse udstiller fotografen Ulrik Tofte en serie billeder om den invaliderende sygdom polio, som har ramt 12.000 danskere.

Fra mandag den 1. juni sætter handicapforeningen PTU - Livet efter ulykken og Aalborg Universitetshospital fokus på kropsforståelse, og hvordan en krop skal se ud med fotoudstillingen "Polioens mange ansigter".

Udstillingen er bygget over seks forskellige portrætter af mennesker, der alle har det til fælles, at de som børn blev ramt af polio (børnelammelse). Bag fotograferne står den internationalt ankerkendte og prisvindende fotograf Ulrik Tofte.

I nutidens Danmark er der stort fokus på bestemte kropsidealer, og opbyggelsen af den ideelle krop fylder meget for mange danskere. I den kontekst skiller de polioramte kroppe sig ofte markant ud med deres tydelige spor af handicap og misdannelser efter sygdommen.

- Udover at sætte fokus på de mere end 12.000 danskere, der fortsat lever med polio, så er det også mit ønske, at man i mødet med den anderledes krop udvider sin egen forståelse af kroppen, og at udstillingen dermed skaber en mere nuanceret forståelse af kroppen, fortæller fotograf Ulrik Tofte.

I Aalborg kan udstillingen ses i foyeren i Medicinerhuset på Aalborg Sygehus Syd, Mølleparkvej frem til slutningen af juni. Udstillingen er åben for alle.

Læs mere om udstillingen www.ptu.dk/polioudstilling">her.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord