Fra en verden til en anden: Næste stop - Mali

Fredag den 8. september 2017:

Det regner, den dag JAZ skal rejse. Faktisk siler regnen ned over Nordjylland, ned over Aalborg, ned over lufthavnen og ned over den bil, han sidder i sammen med sin kæreste.

- Vejret passer fint til mit humør, skal hun senere skrive ham til i en sms. 

Sætningen sætter sig fast. Hun har sendt ham af sted så mange gange før i de 15 år, de har været sammen nu, men hun plejer ikke at blive trist. Ikke så trist som i dag i hvert fald.

Tristheden sidder også i JAZ. Det er første gang, han skal være væk så længe.

Hun sætter ham af ude foran lufthavnen, dér, hvor skiltene siger “Kiss and goodbye”, og hvor man kun må holde i tre minutter. De siger farvel på det lille fortov, og han går alene ind gennem svingdørene med to store kufferter og sin rygsæk læsset på en bagagevogn. To køjesække med hans militærgrej - uniformer, kampudstyr, hjelm, gasmaske - er sendt i forvejen og venter på ham i Afrika.

I sine jeans, hættetrøje og sneakers ligner JAZ enhver anden rejsende den dag. Han ligner ikke én, der er på vej til en krigszone, og man kan heller ikke umiddelbart se på ham, at han skal være chef for et helt detachement i FN’s fredsbevarende mission i Mali.

Men det er ikke desto mindre den rolle, han skal ned og udfylde. En rolle, han allerede har smagt på i nogle måneder nu, mens han og de 30 mand fra Flyvestation Aalborgs Air Transport Wing, der skal med, har forberedt sig på udsendelsen.

Det er også derfor, han helst ville vinke farvel til sin kæreste uden for glasdørene. Fordi hans hoved herfra vil være et andet sted, vil være på den opgave, han skal ned og løse, på det ansvar, der allerede ligger på hans skuldre. Og fordi han helst ikke vil have, at hun eller nogen andre skal se, hvor berørt han bliver.

Han tjekker ind og afleverer sin bagage ved skrankens transportbånd. Så går han mod sikkerhedskontrollen. Første stop er København.

JAZ får beskeden den 1. maj 2017: Han skal af sted som detachementchef, manden med ansvaret for det hele, med det tredje og sidste hold udsendte fra Flyvestation Aalborg.

Det er en besked, han i nogle måneder har vidst kunne komme, og han giver den videre til sin kæreste uden den store dramatik. 

Borgerkrigen i Mali har på det tidspunkt stået på i næsten fem og et halvt år, og FN har været til stede i landet i næsten fem i et forsøg på at dæmme op for og reparere den splittelse af landet, krigen har skabt. På den ene side står Malis regering, som holder til i den mere velhavende sydlige del af landet, hvor også hovedstaden Bamako ligger. På den anden side står en sammenslutningen af oprørere med Tuareg-folket i spidsen, som kæmper for en løsrivelse af Nordmali.

Midt i krigen har islamiske grupperinger og smuglere gjort konflikten endnu mere kompliceret med tilfældige angreb på landsbyer til en grad, hvor det er svært for nogen af de implicerede parter at se, hvordan den skal løse sig.

Det er den heksekedel, JAZ er på vej ned til via København og Casablanca i Marokko. Han tager rejsen i de stykker, den kommer. Først en kort flyvning, så en lang, så en kortere igen.

Det er nogle ture, han ikke kan nyde eller distrahere sig selv fra. Han er ikke i humør til hverken at se film eller læse. Ingen musik. Engang imellem bladrer han igennem et af flyets blade, men ellers kigger han bare. Ud af vinduet, ind i sædet foran sig.

Hans tanker flyver foran ham. 

JAZ er vant til følelsen af uro i kroppen inden en udsendelse. Han har prøvet det før, og det er ikke første gang, han skal ud som detachementchef. Det har været en del af hans job som pilot i Forsvaret, siden han vendte tilbage i 2009 efter 10 år som pilot for SAS og Sterling. 

På de 10 år var der sket meget med Forsvaret, opdagede JAZ. Det var en helt anden organisation, langt mere professionel, han vendte tilbage til. Og muligheden for at blive udsendt var et nyt vilkår i jobbet, som han var nødt til at acceptere.

Så det gør han - accepterer det. Han tager ud, når han bliver bedt om det. Han tager ud, fordi det er en del af hans arbejde. Til daglig er han som næstkommanderende i operationssektionen hos Air Transport Wing Aalborg ham, der får klaveret til at spille på Flyvestation Aalborg. Det ændrer sig ikke, når han er udsendt. De næste måneder står klaveret bare et andet sted.

I Casablanca skifter han fly for sidste gang. Sætter sig op i den maskine, der skal flyve ham det sidste stykke til Bamako.

Det er en rejse, der både er et tomrum og en nødvendighed mellem det, han forlader, og det, han skal ned til.

Foreberedelserne har stået på i flere måneder. Selv i sommerferien. Da lå JAZ i solen på Mallorca og læste op på de 200 siders operationsplan, der fulgte med opgaven. 

Siden har han sørget for at samle både de 30 folk fra flyvestationen, der skal med, og deres pårørende til en fælles samling.

Det er vigtigt, at alle, der har en relation til udsendte, bliver klar over, hvad det er, de skal ned til. De er nødt til at forstå, hvorfor han og de øvrige tager af sted, forstå, at det ikke er en badeferie eller luksus, de kommer ned til. Hvis ikke den forståelse er på plads, kan det godt blive svært for både de udsendte og dem derhjemme. 

Det er også JAZ, der har skullet holde snor i, at alle de udsendte har deres kvalifikationer i orden og opdateret, når de tager af sted, og at alt deres udstyr er blevet sendt ned til lejren i tide.

Når de når frem, er det hans opgave at holde dem alle sammen sikre i to og en halv måned. Det er et ansvar, der er til at tage at føle på.

Lørdag den 9. september 2017:

Klokken er næsten tre natten til lørdag, da flyet endelig lander i Bamako. 

JAZ har talt ned til udsendelsen, siden den endelige beslutning blev truffet, og i dagene og ugerne op til har det fyldt mere og mere. Han ved godt, at han må have været svær at være sammen med, mens detaljer og tanker om opgaven har gjort ham fraværende.

Men nu står han her. Lige om lidt kan han begynde at tælle ned til hjemrejsen.

Lørdag morgen vågner JAZ efter en forstyrret nat. Malariamedicinen og den konstante rumlen fra lufthavnen lige ved siden af Bifrost-lejren har gjort det svært at sove. Alle lyde trænger ubesværet igennem de fire stykker lærred, der adskiller hans sovekabine i teltet fra resten af verden.

Det civile antræk, han rejste i, ligger i kufferten med resten af de shorts, bukser og trøjer, han har pakket. Der vil gå lidt tid, før han igen kan trække i det. I stedet bøjer han sig over køjesækkene og den uniform, der ligger klar dér.

Og mens han ifører sig skjorten og gør sin rang fast til skuldrene, falder tingene ligesom på plads. Nu er han her. Nu er han chef. Nu hviler alles øjne på ham, og det vil de gøre de næste 10 uger.

Lige der føler han sig klar og fattet, parat til at tage fat.

Som han står her, ved han ikke, at netop denne udsendelse vil blive hans hårdeste endnu. Han ved ikke, hvor mange timer han vil ende med at arbejde, og hvor lidt søvn han vil få. Han kan ikke forudse, at en soldat om få dage vil få blindtarmsbetændelse og være nødt til at blive opereret på et felthospital, eller at en anden soldat, inden de 10 uger er gået, vil blive sendt hjem på grund af et dødsfald i familien.

Herfra kan han ikke forudse, hvordan noget vil gå. Om alt vil være roligt, eller om de kan blive angrebet på en af de mange flyvninger, de skal gennemføre, mens de er hernede. 

Han ved bare, at han er trænet til at håndtere det hele, og før han går ud af teltet for at se lejren og sit kontor for første gang i dagslys, siger han det til sig selv én gang mere:

“Det skal nok gå godt.” 

Du har lige læst kapitel 1 i TV2 Nords tema om Danmarks udsendte i Mali. Du kan læse kapitel 2 HER og se meget mere til temaet ved at klikke herunder.

Artiklen er blevet til på baggrund af optagelser lavet i Camp Bifrost i Mali af TV2 Nords udsendte og interview med JAZ. Navnet er detachementchefens pilotnavn. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn.