Fra UCN til OL

Peruvianer bosat i Aalborg skal kæmpe om olympiske medaljer i London.

I starten af maj fik 29-årige Rodrigo Pacheco Carrillo den bedste nyhed, han kunne forestille sig. Han skal dyste om at vinde OL for herresingle for sit hjemland Peru, når verdens største sportsbegivenhed kommer til London fra den 27. juli.

- OL er den største sportsbegivenhed, og de bedste spillere kommer der. Det er stort for min karriere og mit liv, siger Rodrigo Pacheco Carrillo, som bor i Aalborg og spiller for Triton Aalborgs hold i 1. division.

Rodrigo er så godt som født med en ketcher i hånden. Og han bruger det meste af sin hverdag på at spille badminton. Især derfor er det en drøm, der nu går i opfyldelse.

- Jeg har drømt om det her siden jeg var helt lille og begyndte at spille badminton. Så jeg lever min drøm, siger OL-deltageren, som i denne sæson har deltaget i 21 turneringer over hele verden.

Ved siden af badmintonkarrieren studerer peruvianeren Sport Management på UCN i Aalborg, og han håber, at han med tiden kan kombinere sin store viden om og nteresse for badminton med den uddannelse.

Men lige nu kommer uddannelsen altså i anden række, mens Rodrigo Pacheco Carrillo jagter drømmen om OL-succes.


Seneste nyt

fra Nordjylland