Fragtskib gået på grund i Limfjorden

Foto: Michael Kragmann

Et antiguansk skib er gået på grund i Nibe Bredning i Limfjorden lørdag formiddag.

Fragtskibet Traveberg, der var på vej fra Fredericia til Aggersund er gået på grund i Nibe Bredning i Limfjorden lørdag formiddag. Det oplyser MAS-vagten ved Forsvarets Operationscenter.

Skibet var på vej til Aggersund for at blive lastet, og var således uden last, da det af ukendte årsager gik på grund.

- Der er ikke nogen udslip og der er ikke nogen, der er kommet til skade, siger MAS-vagten, der oplyser at man lørdag eftermiddag venter på at en slæbebåd skal trække skibet flot.

- Når de så har en plan for hvordan, det skal ske, skal vi godkende den og så skal skibet formentlig tilbage til Aalborg og dykkerundersøges for skader, og hvis det kan sejle videre, så får det lov til det, fortæller MAS-vagten, der også fortæller, at der var en dansk lods ombord, da skibet gik på grund.

Flere nyheder fra TV2 Nord