Fragtskib med flænge fortsat under opsyn

Det kinesiske fragtskib Cleantec ligger nu for anker i Ålbæk Bugt, og hertil morgen var der endnu ikke en klar plan for, hvornår skibet kan sejle på værft.

To danske miljøskibe holder fortsat øje med det kinesiske fragtskib, der i går kolliderede med et tysk containerskib udenfor Hirtshals.

Rederi og andre parter er ved at lægge planer for, hvordan det flænsede fragtskib kan komme videre. Det oplyser Søværnets Operative Kommando.

Skibets rederi i Hongkong, klassifikationsselskabet og andre parter skal nu i fællesskab afgøre, hvad der skal ske. Derefter er det op til Søværnets Operative Kommando og Søfartsstyrelsen at sige god for planen, før det flænsede skib kan komme videre.

Skaden på fragtskibet Cleantec opstod, da det tidligt mandag morgen stødte sammen med et tysk containerskib cirka 20 sømil vest for Hirtshals.

Hvordan det overhovedet kunne gå til, at de to skibe
kolliderede, er det op til myndighederne i de to skibes
flagstater at klarlægge.

Sammenstødet skete, da de skulle passere hinanden. Det tyske containerskib Frisia Rotterdam var på vej til Bremerhaven fra Århus, mens Cleantec med 30.000 ton gødning skulle den modsatte vej.

Fragtskibet fik en en syv meter lang flænge i skroget ved kollisionen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland