Frederiks system kan mindske madspild

En ung mand fra Øster Hurup blev belønnet for at bruge sin fritid på at udvikle en software, der kan mindske madspild.

Tirsdag blev en ikke helt almindelig dag for Frederik Mathiesen fra Øster Hurup. Mens han passede sit job som ungarbejder i Dagli'Brugsen kom en delegation fra FDB forbi for at lykønske med titlen som vinder af Coop-prisen for sin idé til at mindske madspild.

- Jeg blev virkelig overrasket. Jeg havde slet ikke forventet det. Jeg indsendte bare min idé, siger prisvinderen.

Frederiks system er en software, der scanner og registrerer de varer, der kommer ind i butikken, og som derefter fortæller, hvornår udløbsdatoen nærmer sig, så varerne kan blive sat ned i pris og solgt hurtigere. Dermed mindskes mængden af mad, der havner i skraldespanden, og samtidig sparer butikkerne penge.

Frederik Mathiesen er dog ikke helt færdig med at udvikle sit system, men han håber, at han inden alt for længe kan have en færdig version, der vil kunne bruges i butikkerne.

Præmien var i øvrigt en iPad samt 6000 kroner til personalekassen.
Tredjepladsen i konkurrencen gik til souschef René Hoxer fra Dagli'Brugsen i Frøstrup, som har en sms-service, hvor kunderne får en sms, når bestemte varer er nedsat på grund af kort holdbarhed.


Seneste nyt

fra Nordjylland