Frederikshavn-borgmester bliver nyt ansigt i KL's bestyrelse

Ved valget til KL's bestyrelse torsdag lykkedes det Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn, at sætte sig på en af Socialdemokratiets syv poster.

Kommunernes Landsforening (KL) har fået ny bestyrelse valgt på mødet i Aalborg torsdag. Her er der blevet plads til fire nordjyder, blandt andre Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen (S).

- Jeg er glad for at blive valgt til KLs bestyrelse. Jeg glæder mig til at repræsentere de mindre og mellemstore kommuner og bidrage til arbejdet med erfaring og realiteter fra en kommune i provinsen. Det er der brug for, og jeg mener at have erfaring og mod til at hæve stemmen i kampen for det kommunale selvstyre, der betyder så meget for borgere og erhverv, siger Birgit S. Hansen til Kanal Frederikshavn.

Birgit S. Hansen fik ved kommunalvalget i november 14.843 stemmer. Dermed skrev hun sig ind i historiebøgerne som den borgmester, der har fået flest personlige stemmer i forhold til indbyggertallet i kommunen.

Valg til tre nordjyske borgmestre

Udover Frederikshavns borgmester lykkedes det også Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), og Rebild Kommunes borgmester, Leon Sebbelin (R), at blive valgt til KL's bestyrelse.

Enhedslistens Per Clausen blev det fjerde nordjyske medlem i bestyrelsen, og samtidig det eneste medlem for Enhedslisten.

De 17 pladser i KL's bestyrelse besættes af de politiske partier på grundlag af de samlede stemmetal ved kommunalvalget i november 2017. I valgperioden 2018-2022 er posterne i KL's bestyrelse derfor fordelt således:

Socialdemokratiet: 7
Radikale Venstre: 1
Konservative: 1
SF: 1
Dansk Folkeparti: 1
Venstre: 5
Enhedslisten: 1


Seneste nyt

fra Nordjylland