Frederikshavn Fox Team Nord tæt på forlis

Fox Team Nord Håndbold ApS, der driver det kvindelige håndboldhold Fox Team Frederikshavn i 1. division er i så stor økonomisk krise, at man nu går tiggergang blandt private og virksomheder, hvis klubben skal overleve.

TV2/NORD erfarer, at bestyrelsen i Team Nord Håndbold ApS, som ejer den fulde indskudskapital i Fox Team Nord ApS, har henvendt sig hos et revisionsfirma og en advokat for at få hjælp til en rekonstruktion, der gør det muligt at skaffe en egenkapital, som er tilstrækkelig til fortsat drift.

TV2/NORD er kommet i besiddelse af et brev, der er sendt ud til både private og virksomheder, hvori klubben beder om hjælp. Af brevet fremgår det, at der i indeværende regnskabsår forventes et driftsunderskud på 600.000 kroner, og at indgåelse af spillerkontrakter til den nye sæson kræver en egenkapital på ca. 1. mio. kroner, da egenkapitalen skal udgøre mindst 25 procent af kontraktsummene. Derfor har Fox Team koncernen brug for et kapitalindskud på mindst 1,6 mio. kr, hvis klubbens spillerstab skal fastholdes, står der.

Adskillige virksomheder og privatpersoner bliver nu opfordret til at tegner anparter, der udbydes i en størrelse á 50.000 kroner.

Det foreslås i tilknytning til kapitaltilførslen, at der i Team Nord Håndbold ApS nedsættes en helt ny bestyrelse på seks personer, hvor nye anpartshavere skal besætte to af posterne.

Formanden for Frederikshavn Fox Team Nord, Pia Vanggaard, vil overhovedet ikke kommentere klubbens økonomiske situation overfor TV2/NORD.


Seneste nyt

fra Nordjylland