Frederikshavn giver hjælp til selvhjælp til angste og deprimerede unge

Foto: Frederikshavn Kommune

"Lær at tackle" hedder et selvhjælpskursus, som Ungeenheden i Frederikshavn Kommune står bag - et tilbud til unge, som oplever tegn på angst eller depression.

 

Angst og depression er noget af det, den danske ungdom kæmper mest med, og det bliver hurtigt til nogle problemer, man føler, at man står helt alene med.

Men ikke i Frederikshavn Kommune. Her har Ungeenheden oprettet selvhjælpskurset "Lær at tackle", som blev afholdt første gang i december sidste år. Her deltog 12 unge, blandt andet 25-årige Søren Flemming Hviid, som havde angst og var blevet anbefalet at deltage.

På kurset fandt han ud af, at han ikke er alene.

- Jeg har også lært at tænke anderledes og at sætte ord på det at have angst. Jeg har fået redskaber til at bryde de mønstre, som angsten har givet mig. Desuden har det været en god måde at få et netværk på, som jeg manglede. Jeg vil opfordre andre til at gøre noget ved deres angst eller depression. Hvis man har mod på at deltage på kurset, synes jeg, at man skal gøre det, da det giver dig indblik i, at du ikke er alene om at have det, som du har det. Der er andre, der har det som dig, siger Søren Flemming Hviid.

Brug for frivillige

Selvhjælpskurset indebærer gruppeforløb, hvor man mødes 2,5 timer hver uge i syv uger sammen med 12-14 andre unge.

Næste omgang af "Lær at tackle" begynder i marts og er målrettet unge mellem 18 og 25. Til efteråret bliver kurset også for unge ned til 15 år. 

Men før de to kurser rigtig kan blive til noget, har Ungeenheden brug for frivillige instruktører og undervisere. Man skal være mellem 18 og 30 og selv have haft angst eller depression inde på livet for at blive underviser.

- Vi mangler frivillige, som vil investere sig selv for at hjælpe andre, og som har kompetencer på området. Vi tilbyder et kursus, som forbereder dig til at undervise, og så får du mulighed for at udvikle dig selv, mens du hjælper unge, der har brug for det. Vi vil rigtig gerne høre fra interesserede, der har egne erfaringer med angst eller depression. Det kan være hos sig selv eller for eksempel i familien. Vi håber, at de unge får det lidt lettere med at leve med den angst eller depression, de har, når de får delt erfaringer og flere redskaber, siger Katrine Lund Larsen, der er projektkoordinator på "Lær at tackle" for Ungeenheden i Frederikshavn Kommune.

Læs mere om tilmelding og frivillige jobs her.

Flere nyheder fra TV2 Nord