Frederikshavn kåret til Danmarks Friluftskommune 2018

Arkivfoto. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Frederikshavn Kommune vinder friluftslivpris foran fem andre kommuner.

Frederikshavn Kommune kan nu kalde sig Danmarks Friluftskommune 2018. Det sker efter Friluftsrådet har kåret kommunen til årets vinder af friluftslivprisen.

Årets tema for konkurrencen har været friluftsliv for børn og unge.

Juryen fremhæver Frederikshavn Kommune som et eksempel på, hvordan en målrettet indsats kan skabe et stærkt grundlag for friluftsliv.

Der bliver tænkt bredt i en stor kommune, og det er juryen meget imponeret over.

Thomas Bach, Friluftsrådets bestyrelse

- Det er stærkt, at Frederikshavn kommune ikke alene har en dedikeret Natur- og Friluftspolitik, men at tankerne omkring børn og unges friluftsliv også optræder i Børne- og ungepolitikken og Sundhedspolitikken. Frederikshavn Kommune viser tydeligt i ansøgningen, at de vil skabe noget helt særligt med friluftsliv specielt målrettet børn og unge, lyder vurderingen fra konkurrencens jury.

Juryen er specielt faldet for Frederikshavns store bredde i typen af aktiviteter og projekter. Faciliteringen af friluftsliv går fra MTB-spor, der bruges af skolerne, via fuglestationen ved Skagen Grå Fyr til kommunens havne, der skal have et løft til børn og unges friluftsliv.

- Der bliver tænkt bredt i en stor kommune, og det er juryen meget imponeret over. Frederikshavn Kommune har tænkt på uddannelse i naturformidling både til voksne og unge: Isfuglene, der er pædagoger i daginstitutioner, mens Junior Rangers der er unge naturambassadører, der frivilligt formidler kommunens natur. Det har stor værdi, at børn møder naturformidlingen flere steder og på mange måder, siger Thomas Bach, der er formand for juryen og medlem af Friluftsrådets bestyrelse i en pressemeddelelse.

Friluftrådets pris giver os en status, som vi er stolte af

Birgit Hansen, Borgmester, Socialdemokratiet

I Frederikshavn bliver nyheden om den fornemme titel modtaget med stolthed.

- Friluftrådets pris giver os en status, som vi er stolte af. I Frederikshavn Kommune bruger vi nemlig vores natur på en måde, der favner bredt; lige fra friluftsdagplejere og vinterbadere til mountainbikere og vandrelaug. Vores natur er mangfoldig, både i sin rå og i sin opdyrkede form, og vores aktiviteter og projekter i naturen ligeså. Derfor understøtter den nye titel en af vores vigtigste arbejdsområder; at passe på naturen og samtidig sørge for, at så mange som muligt bruger den, lyder det fra borgmester Birgit Hansen (S) i Frederikshavns Kommune.

Friluftsrådet har uddelt prisen Danmarks Friluftskommune siden 2009.

I år var seks kommuner med i konkurrencen. Udover Frederikshavn Kommune deltog også kommunerne Esbjerg, Nyborg, Sønderborg, Viborg og Dragør.

I årenes løb har flere end to tredjedele af landet kommuner deltaget i konkurrencen.  

Forsiden lige nu