Frederikshavn Kommune har fået en ny Lottomillionær

En heldig lotto-spiller i Frederikshavn Kommune er blevet 6 millioner kroner rigere. Foto: Søren Wesseltoft

I lørdagens Lottotrækning blev der uddelt 6 millioner kroner til en heldig vinder i Frederikshavn Kommune.

Det bliver formentlig en lidt sjovere sommerferie for en Lotto-spiller et sted i Frederikshavn Kommune. Danske Spil oplyser i hvert fald, at en spiller med et såkaldt PLUS-abonnement, hvor man spiller automatisk med hver uge, i lørdags havde syv rigtige på sin kupon. Det udløser en gevinst på 6 millioner kroner.

Udover de seks millioner, der skal forsøde tilværelsen et sted i det nordligste Jylland, blev der også trukket to gange 1 million i den såkaldte millionærgaranti. Millionerne landede henholdsvis i Holbæk Kommune og Nordfyns Kommune, så der var altså ikke flere heldige nordjyder, der fik del i gevinsten i denne uge.

Også i byen Tasiilaq i Grønland blev det en lidt mere festlig weekend. Det var i Eurojackpottrækningen, at en heldig grønlænder løb med godt 5,4 millioner kroner. Der var ingen der vandt førstepræmiepuljen, men til gengæld var der 28 spillere fra hele Europa, der havde fem vindertal og et stjernetal - det er nok til at få del i andenpræmiepuljen, som var på 145 millioner kroner og dermed udløste 5,4 millioner til hver af vinderne.

Flere nyheder fra TV2 Nord