Frederikshavn Kommune undsiger Søfartsstyrelsen i sag om boreplatforme

Myndighederne strides om hvilken status de to boreplatforme i Frederikshavn Havn har.

Flere offentlige myndigheder strides helt åbent om, hvad der er op og ned i sagen om de to boreplatforme i Frederikshavn Havn, og hvem der har ansvaret for at føre tilsyn med boreplatformene.

Sagen om de to boreplatforme i Frederikshavn tager nu atter en ny drejning. Frederikshavn Kommune afviser, at de oplysninger, som Søfartsstyrelsen ligger inde med om baggrunden for de to boreplatformes tilstedeværelse i Frederikshavn Havn, er korrekte.

Søfartsstyrelsen har overfor TV2 Nord oplyst, at de to boreplatforme Brage og Ensco 80 begge havde angivet, at de ikke var aktive – og at de var kommet til Frederikshavn for at blive hugget op.

De oplysninger er i direkte modstrid med Frederikshavn Kommunes version af historien. Ifølge kommunen er de to boreplatforme ankommet til Frederikshavn som aktive fartøjer, og det var ikke besluttet ved ankomsten, hvad formålet med rejsen tværs over Nordsøen var.

Hvis Frederikshavn Kommunes udlægning af sagen er rigtig kan de to boreplatforme smutte ind i dansk farvand gennem et hul i miljølovgivningen. Men det forudsætter, at det ikke på forhånd var bestemt, at de skulle hugges op. Derfor kom det bag på Frederikshavn Kommune, at Søfartsstyrelsen havde andre oplysninger i sagen.

Læs også Ingen kontrol af boreplatforme

Hvis de to boreplatforme ved ankomst til Frederikshavn har oplyst, at de var kommet for at blive skrottet er de nemlig automatisk omfattet af Basel Konventionens bestemmelser om import af miljøfarligt affald. Det betyder, at de skal gennem en bureaukratisk og tidskrævende myndighedsbehandling i Miljøstyrelsen, der skal udstede en importtilladelse.

Søfartsstyrelsen såede altså alvorlig tvivl om Frederikshavn Kommunes forklaring i sagen – og nu gør kommunen så gengæld.

I et notat 5. september 2018 afviser kommunen nu Søfartsstyrelsens udlægning af sagen. De agenter, som ifølge Søfartsstyrelsen har meddelt, at boreplatformene var kommet til Frederikshavn for at blive hugget op, siger nu noget andet til Frederikshavn Kommune.

Nu er det op til Miljøstyrelsen at finde sandheden. Skal de tro på Frederikshavn Kommune? Hvis ja betyder det, at det bliver den lokale miljømyndighed – altså kommunen, der skal udstede miljøgodkendelserne til de to platforme. Samme myndighed som i øvrigt ejer Frederikshavn Havn.

Hvis Miljøstyrelsen der imod vælger at tro på sin kollega i Staten Søfartsstyrelsen,  skal de selv i gang med myndighedskontrol, for så kræver det at platformene får en importtilladelse.

 

De to platforme i Frederikshavn Havn

TV2 Nords dækning af sagen begynder sidst i august. Det viser sig, at de to boreplatforme er kommet i havn uden en importtilladelse fra Miljøstyrelsen.

14. marts 2018
Skotsk ejede Brage anløber havnen. Der fjernes såkaldt 3.mands udstyr ombord på platformen.  Angiveligt udstyr som er lejet til specialopgaver.
 
Maj 2018
MARS (Modern American Recycling Services) køber platformen Brage.
 
6. juli 2018
Amerikansk ejede Ensco 80 anløber havnen.
Begge platforme oplyser til Søfartsstyrelsen ved anløb , at de ikke er aktive og at de er kommet for at blive ophugget.
 
I havnens anløbsoversigt står formålet med begge anløb opført som om platformene skal have proviant ombord, have foretaget reparationer og foretaget bunkering (påfyldt brændstof) mm.
 
Begge platforme er ankommet fra ZZUKN, der betyder ukendt havn.
 
26. august 2018
TV2 Nord spørger Miljøstyrelsen hvorfor de ikke har krævet en importtilladelse af de to udenlandske platforme, som det er normalt med miljøfarligt affald. Miljøstyrelsen svarer, at der er tale om danske platforme, som derfor ikke behøver importgodkendelse.

Ifølge Miljøstyrelsen er platformene derfor Frederikshavn Kommunes ansvar, som miljømyndighed.
Da TV2 Nord spørger til sagen i Frederikshavn Kommune er svaret, at de ikke har kendskab til, at der er tale om danske platforme, så Frederikshavn Kommune har derfor heller intet foretaget sig i sagen.
TV2 Nord fortæller at boreplatformen Brage er skotskejet og at boreplatformen Ensco 80 er ejet af et firma i Texas, USA.
 
27. august 2018
Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Havn oplyser nu, at begge boreplatforme er anløbet havnen som aktive fartøjer, og at det ved anløb ikke var bestemt om de skulle skrottes eller ej.
I forhold til Basel Konventionen, der regulerer grænseoverskridende trafik med miljøfarligt affald betyder det at boreplatformene således ikke er omfattet af reglerne.
Som aktive fartøjer er platformene ifølge Frederikshavn Kommune ikke længere Miljøstyrelsens ansvar, men der imod Søfartsstyrelsen.
 
4. september 2018
Søfartsstyrelsen trækker tæppet væk under Frederikshavn Kommunes forklaring. Begge platforme har til Statens søfartsmyndighed oplyst ved ankomsten til Frederikshavn, at de ikke længere var aktive fartøjer og at de var kommet i haven for at blive hugget op.
Dermed er begge platforme omfattet af Basel Konventionen, som miljøfarligt affald.
 
5. september 2018
I et notat afviser Frederikshavn Kommune Søfartsstyrelsens oplysninger til TV2 Nord.
 
Miljøstyrelsen har nu i fire uger undersøgt sagen, og det gør de stadig på trods af de nye oplysninger, som deres statslige kollega Søfartsstyrelsen har oplyst.

Flere nyheder fra TV2 Nord