Frederikshavn og Skagen havne vil udvide

Transportminister Henrik Dam Kristensen besøgte torsdag Skagen Havn og Frederikshavn Havn og hørte om havnenes udvidelsesplaner. [i]  [/i]

Formålet med mødet var at give ministeren et indblik i de to havnes mange aktiviteter samt præsentere de ambitiøse udvidelsesplaner, som både Skagen Havn og Frederikshavn Havn har.

- Havneudvidelsen vil skabe 300 nye arbejdspladser på kort sigt og 600 arbejdspladser på længere sigt, og dermed genere en vækst og erhvervsudvikling, der vil være til gavn for lokalsamfundet og hele regionen. Maritime virksomheder har udtrykt behov for større faciliteter, og udvikling af ny infrastruktur er en fremtidssikring for virksomheder og Skagen Havn, fortæller havnedirektør Willy Bent Hansen.

Frederikshavn Havn fortalte ministeren om deres planer, som omfatter fremtidens færgehavn og en udvidelse af indsejlingsforhold og vanddybde. Frederikshavn Havn mener, at de med den nye udvidelse kan være med til at generere 1000 direkte og indirekte jobs. 

- Vi glæder os over, at transportministeren i en travl hverdag tager sig tid til at høre om planerne for udvidelse af Frederikshavn Havn. Det er vigtigt for os, at ministeren kender baggrunden for vores planer og de positive virkninger en havneudvidelse vil få for det maritime erhverv i form af mange nye arbejdspladser, og naturligvis også for havnen, som vil cementere sin position som et vigtigt trafikknudepunkt for im- og eksporten til og fra Skandinavien og hele det europæiske kontinent, udtaler direktør for Frederikshavn Havn Preben Reinholt. 

Transportminister Henrik Dam Kristensen sagde efterfølgende:

- Jeg er imponeret af den store virkelyst og den grad af seriøsitet, som kendetegner de projekter på Skagen Havn og Frederikshavn Havn, som jeg i dag er blevet præsenteret for. Begge projekter sigter mod at skabe erhvervsudvikling og arbejdspladser, og jeg vil som transportminister gerne være behjælpelig i forhold til at afsøge finansieringsmuligheder, der kan være med til at realisere projekterne. 


Seneste nyt

fra Nordjylland