Frederikshavn sparer lønstigninger og ledere væk

Foto: Frederikshavn Havn A/S

Frederikshavn Kommune sparer næste år 9 millioner kroner væk på den kommunale driftsbudget fra posten Ny Løn, hvilket betyder at kommunalt ansatte formentlig må kigge langt efter en lønstigning.

En lang række gruppelederfunktioner i såvel ældreplejen som på børneinstitutionsområdet nedlægges også, ligesom der spares på administrationen med bl.a. nedlæggelse af en direktørstilling.

-   Vi skal have færre ledere og slår flere afdelinger sammen og danner større centre, så en leder får større ansvarsområde, siger Venstres Anders Broholm.

Frederikshavn Kommunes trængte økonomi skal have en hjælpende hånd fra en bred del af indbyggerne næste år, således bliver det dyrere for forældre at sende børnene til kommunale klubtilbud, da de ændres til SFO-ordninger i det  omfang, det kan lade sig gøre, således at forældrebetalingen stiger, ligesom deltidspladser i dagplejen afskaffes, der indføres lukkedage på bibliotekerne, ligesom aftenklubben i Skærum lukkes, og den kommunale tandpleje over de kommende år skal spare halvanden million kroner.

Der skæres i tilskuddene til Tordenskjold, Toppen af Danmark, Nellemanshave, Bangsbo, Sæbygaard og det nyåbnede kulturhus Kappelborg i Skagen, må vinke farvel til en halv million planlagte kroner næste år.
 

Det er nogle af hovedpunkterne i det budgetforlig, som  en forligskreds bestående af Venstre, SF, og Det Konservative Folkeparti indgået en aftale om. Samlet set er der fundet besparelser for 47,5 millioner kroner i næste års driftsbudget.

Men allerede to år længere fremme lyder besparelsen på hele 92 millioner kroner på samme budget.
Samtidig skal frederikshavnerne lægge flere skattekroner i kommunekassen.
Allerede næste år stiger skatten med 0,4 procentpoint, og igen året efter, så skatten over de næste to år bliver 1 pct. højere end i dag.

- Der tages fuldt politisk ansvar for de servicenedskæringer, som har været nødvendige for at opnår det store sparemål, lyder det fra forligsparterne, der understreger, at de har bestræbt sig på friholde skole- og omsorgsområderne så meget som muligt for besparelser.

Parterne har ifølge forligsteksten desuden investeret yderligere i at fastholde en stærk arbejdsmiljøindsats for bl.a. at nedbringe sygefraværet, sådan at kommunen næste år kan spare to millioner på det område og det dobbelte allerede året efter.

-   Det er vigtigt at understrege, at vi på ingen måde sparer på det såkaldte frontpersonale i kommunen, som Socialdemokraterne har været fremme med. Det passer simpelthen ikke, og der bliver altså ikke skåret i rengøringen til ældre, ligesom vi heller ikke skærer ned i antallet af timer til skoleeleverne, siger Anders Broholm (Venstre).

Har du et godt tip?