Frederikshavn tager afstand fra dommer-chikane

Den sønderjyske hoveddommer fra opgøret White Hawks - AaB Ishockey og hans kone var udsat for chikane med hånlige SMS'er

Der var ikke meget fairplay efter isligaens opgør mellem White Hawks og AaB Ishockey i Frederikshavn tirsdag aften.

På isstadion blev der kasten med flasker og mønter efter dommer Asger Krog fra Vojens og onsdag modtog dommerens kone hånlige SMS'er og opkald på sin mobiltelefon.

White Hawks tabte opgøret 2-3, og midt i den skuffelse kunne de lokale fans ikke styre temperamentet.

I dag tager de ansvarligere ledere i Frederikshavn og Danmarks Ishockey Union skarp afstand fra balladen.

- Sindene kan selvfølgelig komme i kog, men det er utilgiveligt, når nogle af vore tilskuere i den grad går over stregen. Da så dommer Asger Krog og hans kone blev udsat for telefonchikane kan det slet ikke tollereres. Vi skal selvfølgelig respektere en dommers privatliv, siger direktør Mogens Andersen, Elite Nord i Frederikshavn.

- Jeg er chokeret, over at man på den måde chikanerer dommerens kone. Hun har jo da slet ikke noget med en sådan kamp at gøre. Nu vil vi undersøge, om det er et af vore medlemmer, siger formanden for White Hawks fanklub, Jane Nielsen.
- Er det et medlem, vil vi overveje eksklusion.

Oven på de voldsomme begivenheder i Frederikshavn og SMS-chikanen ønsker Asger Krog ikke at dømme opgøret mellem AaB og White Hawks i Aalborg fredag aften.

Samtidig med at Danmarks Ishockey Union har sat en anden dommer på, fordømmer unionen tilhængernes opførsel.
- SMS-indholdet kan ikke betegnes som en trussel, men der er tale om grov chikane. Dommeren nedgøres, og så bliver hans kone oven i købet også chikaneret. Det vil vi ikke acceptere. Havde der været tale om trusler, ville vi straks gå til politiet med en anmeldelse siger Kim Pedersen fra Danmarks Ishockey Union.

- Nu har vi talt med Frederikshavn om den uværdige afslutning på kampen, hvor der blev kastet med flasker. Jeg føler, at der er styr på tingene, hvis White Hawks skal ud i en sidste og afgørende kamp mod AaB på søndag.

Flere nyheder fra TV2 Nord