Frederikshavn vandt ligastævne på hjemmebane

Fra venstre: Kris Houmann, Rasmus Melsen, Rasmus Damsgaard og Søren Braad Steen vandt Sejlsportsligastævne på hjemmebane i Frederikshavn. Arkiv. Foto: Sejlsportsligaen

Frederikshavn Seahawks forsvarede søndag sin førsteplads og vandt årets første afdeling af Sejlsportsligaen, som for første gang nogensinde blev afviklet i Frederikshavn.

De dobbelte og forsvarende danmarksmestre i klubsejlads, Frederikshavn Seahawks, gjorde rent bord og vandt weekendens Sejlsportsliga-stævne, der blev afholdt i Frederikshavn. 

- Det var været et godt stævne, hvor vi har haft enorm hård konkurrence fra KDY. Vi er glade og meget stolte over at vinde på hjemmebane, siger Rasmus Damsgaard til Kanal Frederikshavn.

De fire lokale sejlere - Kris Houmann, Rasmus Melsen, Rasmus Damsgaard og Søren Braad Steen - har sejlet sammen, siden de som små startede i Optimistjolle sammen i Frederikshavn Sejlklub. Holdet var så suverænt, at nordjyderne kunne nøjes med en tredjeplads i deres sidste race, men de afsluttede med endnu en sejr. Det blev til syv førstepladser ud af 11 mulige. 

- Det har været et flot arrangement, hvor sejlklubben har lavet en flot kulisse, siger Rasmus Damsgaard om stævnet i barndomsklubben. 

Frederikshavn vandt med serien (1-2-1-1-1-3-1-1-2-3-1) stævnet 17 point foran KDY (Kongelig Dansk Yachtklub) (1-1-4-2-1-2-1-2-4-1-1) med 20 point. Horsens (2-5-3-2-1-2-2-1-2-2-4) blev nummer tre med 26 point.

Konkurrenterne hyldede frederikshavnerne, da de kom på land efter sidste race. Horsens, som blev nr. tre, roser de dobbelte danske mestre fra Frederikshavn.

- Det er dygtige sejlere, som har sejlet sammen i mange år. Det gør altså bare noget i de her både, at man kender hinanden ud og ind. Vi har sejlet med dem de sidste 10 år og vil gerne smide dem af podiet, men jeg kan alligevel kun blive glad, når de er så gode som her på hjemmebane, udtaler Jeppe Bregendahl fra Horsens.

Det var femte gang i ligahistorien, at Frederikshavn vandt et stævne i Sejlsportsligaen. Det har ingen præsteret før - Hellerup kommer tættest på med fire sejre. De fire nordjyder, Rasmus Melsen, Søren Steen, Rasmus Damsgaard og Kris Houmann, fortsætter dermed, hvor de slap i 2017 - som øverste hold, som de andre må jagte.

Frederikshavn Seahawks har vundet Sejlsportsligaen i 2016 og 2017, og med sejren har nordjyderne kursen sat mod endnu et mesterskab. Der resterer tre stævner i årets serie, der slutter i i Aarhus i den første weekend af september. 

De forsvarende danmarksmestre skal forsvare titlen på hjemmebane i Frederikshavn. Foto: Sejlsportsligaen

Flere nyheder fra TV2 Nord